Victor Froholdt forlader F.C. København med øjeblikkelig virkning og fortsætter karrieren i portugisiske
FC Porto.
Det bekræfter klubben i en meddelelse, hvor sportsdirektør Sune Smith-Nielsen udtrykker blandede følelser over salget.
Efter syv år i klubben, 62 førsteholdskampe og otte mål har Froholdt valgt at tage næste skridt i karrieren.
Ifølge Smith-Nielsen har ønsket om kontinuitet været vigtigt for F.C. København, men spilleren havde selv et stort ønske om et skifte.
- Vi har et stort ønske om at bevare kontinuiteten i truppen, og her var Victor en væsentlig komponent, så jeg havde gerne set, at han var blevet hos os længere, udtaler Smith-Nielsen.
Froholdts transfer til FC Porto indbringer F.C. København en historisk høj sum på cirka 165 millioner kroner.
Salget overgår dermed den hidtidige klubrekord, som blev sat ved Orri Oskarssons skifte til Real Sociedad sidste sommer.
Uddannet i FCK Talent
Victor Froholdt blev en del af F.C. Københavns talentudvikling som 12-årig, da han skiftede fra Vallensbæk IF.
I efteråret 2023 fik han debut på førsteholdet, og i foråret 2025 blev han udtaget til det danske A-landshold.
- Det er vemodigt at forlade det sted, der har været mit hjem i så mange år, siger Froholdt.
Han tilføjer, at han føler sig klar til udfordringen og takker klubben og talentafdelingen for den udvikling, han har gennemgået.
Cheftræner Jacob Neestrup roser også Froholdts indsats og udvikling.
Han fremhæver særligt foråret 2025, hvor spilleren leverede stærke præstationer i både nationale og internationale kampe.
- Victors intensitet, dynamik og nærvær vil vi alle savne, siger Neestrup.
Klar til ny tilværelse i Portugal
Victor Froholdt bliver den første dansker i FC Porto og får trøje nummer otte.
Han ser frem til at spille i Estádio do Dragão og fremhæver klubbens historiske betydning og atmosfæren på stadion.
- Jeg er beæret over at være her. FC Porto er en stor klub med en masse historie og mange nationale og internationale trofæer, siger Froholdt til klubbens hjemmeside.
FC Porto har oplyst, at frikøbsklausulen for Froholdt er fastsat til 637,5 millioner kroner.
F.C. København har desuden sikret sig en videresalgsklausul på 10 procent og mulighed for bonusbetalinger på op til 15 millioner kroner.