AGF Sønderjyske

Vild AGF-stime brudt: Smidt af Superligaens førsteplads

Fodboldnov. 10 , 8:28
Midtjylland og Brøndby rykkede forbi efter dramatisk søndag i 3F Superligaen.
Søndag bød på en af sæsonens mest omskiftelige dage i 3F Superligaen, hvor alle hold i top-3 skabte overskrifter.
FC Midtjylland vandt sikkert i Randers, Brøndby holdt fast med sejr over FC Nordsjælland, mens AGF måtte se en lang ubesejret stime slutte med et nederlag på hjemmebane.
Resultaterne betyder, at de tre hold står endnu tættere end før.
FC Midtjylland har efter 15 runder 32 point og indtager førstepladsen, mens Brøndby og AGF begge står noteret for 31 point.
Brøndby sniger sig dog foran aarhusianerne på en bedre målscore.
AGF knækkede efter pausechok
AGF kom ellers ud som lyn og torden på Ceres Park i kampen mod Sønderjyske.
De hvi'e fra Aarhus lagde pres på fra første fløjt, og Patrick Mortensen havde allerede efter få minutter to store muligheder for at bringe hjemmeholdet i front.
Det virkede kun som et spørgsmål om tid, før førerholdet ville score.
Alligevel blev det Sønderjyske, der slog først til.
Matthew Hoppe sendte bolden i nettet midt i første halvleg, men glæden blev kort.
Otte minutter senere udlignede Patrick Mortensen på et præcist hovedstød, og kort før pausen bragte Kristian Arnstad AGF foran med et langskud, der snød Marcus Bundgaard.
Efter pausen vendte kampen imidlertid. Sønderjyske fandt rytmen, og Kristall Ingason udlignede efter en times spil.
Afgørelsen blev sat ind blot få minutter efter en tredobbelt udskiftning hos gæsterne, hvor indskiftede Olti Hyseni lagde op til Mohamed Cherif, som chippede bolden over målmanden til 3-2.
AGF pressede ifølge Ekstra Bladet hårdt på i slutminutterne, men Sønderjyske holdt stand og kunne rejse hjem med alle tre point.
Nederlaget var AGF’s første i 15 kampe og kostede dem altså førstepladsen.
Midtjyllands mesterskabstakter i Randers
På Cepheus Park i Randers viste FC Midtjylland, hvorfor de også er blandt guldfavoritterne i denne sæson.
Efter en chancefyldt første halvleg satte Mike Tullbergs mandskab tempo på efter pausen.
Indskiftede Aral Simsir blev afgørende med to oplæg på blot fire minutter, først til topscorer Franculino Djú og derefter til Denil Castillo.
Franculino gjorde det til 1-0, da han sikkert udnyttede Simsirs indlæg og scorede sit 14. mål i sæsonen.
Kort efter udplacerede Castillo Randers-keeperen og fordoblede føringen.
Der kom enkelte chancer til hjemmeholdet, men FCM holdt stand, da den islandske målmand Elias Olafsson leverede flere vigtige redninger mod slutningen.
Midtjyllands sejr foran 4.918 tilskuere var holdets niende i sæsonen, der kun har budt på et enkelt nederlag indtil videre.
Det bringer klubben i front med et enkelt point ned til de to nærmeste forfølgere.
Brøndby på jagt med offensiv kraft
Også Brøndby fik noget at smile over i den sene kamp søndag.
De blågule vandt 2-0 hjemme over FC Nordsjælland, og sejren blev grundlagt allerede i første halvleg.
Først scorede Jacob Ambæk efter 22 minutter, og kort efter øgede Marko Divkovic på et flot indlæg fra Filip Bundgaard.
Cheftræner Steve Cooper kaldte over for TV2 Sport kampen “hård”, men var tilfreds med præstationen:
- Vi respekterer Nordsjælland, de spiller flot fodbold, men vi forsvarede os solidt og var skarpe foran mål.
Jacob Ambæk beskrev sin scoring som en forløsning og pegede begejstret på holdets effektivitet.
- Vi var kyniske i de afgørende øjeblikke, forklarede han efter kampen, der sendte Brøndby op på andenpladsen.
Efter pausen kontrollerede Brøndby begivenhederne, og selv om Nordsjælland kom til enkelte chancer, forblev stillingen 2-0.
Det var samtidig holdets tiende sejr i sæsonen og endnu et tegn på, at Cooper har sat sit præg på et hold, der både presser højt og arbejder hårdt i genpresset.
FCK i frit fald efter nederlag i Vejle
FC København måtte til gengæld indkassere endnu et nederlag, da de var et smut i Jylland.
Vejle vandt nemlig 2-0 i Nørreskoven og derved vandt de over københavnerne for første gang siden år 2000.
I en kamp, hvor FCK dominerede bolden, men manglede effektivitet i begge felter, udnyttede Vejle sine muligheder med kynisme.
Tobias Bach bragte hjemmeholdet foran et kvarter før tid, og kort før slutfløjt lukkede Amin Chiakha kampen med en scoring til 2-0.
Dermed kunne Steffen Kielstrup, der sammen med Morten Bisgaard står i spidsen for holdet som midlertidig træner, fejre en sjælden triumf.
Ifølge DR Sporten var skuffelsen tydelig hos FCK-spillerne efter kampen. William Clem erkendte, at nederlaget indskriver sig i en ubehagelig tendens.
- Når det sker igen og igen, og man ikke får rettet op på det, så gør det det endnu værre, sagde han og tilføjede, at holdet nu må “være ærlige overfor hinanden og træne mere end normalt”.
Cheftræner Jacob Neestrup delte spillerens frustration og kaldte præstationen utilstrækkelig. Han understregede, at holdet befinder sig “et svært sted”, men at løsningen skal findes indefra.
FC Fredericia tabte klart til Viborg
FC Fredericia måtte se sig besejret endnu engang, da Viborg FF tog alle tre point med hjem fra Monjasa Park efter en sikker 3-0-sejr.
Dermed er oprykkerne nu uden sejr i seks kampe og placeret næstsidst i Superligaen med kun 11 point.
Kampen blev åbnet forsigtigt af begge hold, og første halvleg bød kun på få chancer og meget spil mellem felterne.
Fredericia havde et par muligheder for at komme foran, men manglede den nødvendige skarphed i afslutningerne. Efter pausen ændrede billedet sig markant.
Allerede otte minutter inde i anden halvleg bragte Charly Nouck gæsterne i front, da han modtog et indlæg fra Jean Manuel Mbom, fik en dårlig førsteberøring, men rettede flot op på fejlen og sendte bolden op i nettaget til 1-0.
Kort efter blev det endnu værre for hjemmeholdet.
På et hjørnespark forsøgte anfører Frederik Rieper at heade bolden væk, men i stedet ramte han den med nakken, så den fløj i eget mål til 0-2.
Fredericia forsøgte at svare igen og var tæt på en reducering ved Oscar Buch, men igen manglede præcisionen i den afgørende fase.
Viborg udnyttede i stedet sin dødboldstyrke til at lukke kampen. 11 minutter før tid sendte Yonis Njoh et hjørnespark ind i panden på Stipe Radic, som headede bolden sikkert ind til 3-0.
Sejren sender Viborg op på sjettepladsen med 19 point, otte flere end Fredericia, som nu for alvor skal finde en vej ud af bunden, hvis sæsonen ikke skal ende som en lang overlevelsestur.
Superligaen åbner sig igen
Efter weekendens runde står Superligaens top nu ekstremt tæt.
FC Midtjylland fører med 32 point foran Brøndby og AGF på 31, mens F.C. København ligger seks point efter.
Sønderjyske er nummer fem med 22 point, og Viborg følger som sagt som nummer seks med 19.
På trods af sejren ligger Vejle fortsat sidst, men nu er de kun ét point bag FC Fredericia. Randers FC ligger tredjesidst med 17 point.
Den sidste kamp i weekendens runde var fredagens opgør mellem OB og Silkeborg, der blev rundens eneste uafgjorte kamp. Den sluttede 1-1.
Mest læste

Mest læste

Loading