Adrian Newey er tilbage i sit rette element.
Den legendariske britiske Formel 1-designer har fordybet sig i arbejdet med Aston Martins kommende bil til 2026-sæsonen og befinder sig i en “design trance”. Det siger Newey og hans hustru selv.
En tilstand af fuld koncentration og teknisk dedikation, hvor intet andet end fart og aerodynamik fylder.
Målet er simpelt. Han skal skabe en vinderbil, der kan overbevise
Max Verstappen om at skifte fra Red Bull til
Aston Martin.
Siden sin formelle tiltrædelse i marts har 66-årige Newey kastet sig helhjertet over projektet.
Newey deltog i sit første løb som Aston Martin-mand i Monaco, og det var her, at han bekræftede, at stort set al hans tid bruges på udviklingen af bilen.
Bilen skal bygges efter det nye reglement, der træder i kraft i 2026, hvilket kræver en ekstra indsats.
- Jeg havde en friweekend for to uger siden, ellers har det været på fuld kraft siden jeg startede, sagde Newey og beskrev sin arbejdsstil som en periode, hvor alt andet end bilens design forsvinder fra bevidstheden.
Verstappen skal lokkes med fart og ikke penge
Neweys tilgang til projektet er ikke kun drevet af ambitioner om teknisk perfektion, men også af en klar strategisk målsætning om at tiltrække Max Verstappen.
Hollænderen har vundet fire verdensmesterskaber med Red Bull i biler designet af Newey, men har fortsat en kontrakt med det østrigske hold.
Men rygterne om hans utilfredshed og mulige skifte er taget til, særligt efter Red Bulls interne spændinger det seneste år.
- Max er en enestående konkurrent. Han bryder tingene ned til en simpel ligning: Hvem har den hurtigste bil? Hvis vi skal have en chance for at tiltrække Max, så skal vi først og fremmest bygge en hurtig bil, udtalte Newey i Monaco.
Han afviste samtidig de seneste udmeldinger fra Red Bull, der har forsøgt at nedtone hans betydning ved at påstå, han kun arbejdede to til tre dage om ugen på deres seneste bil.
Ifølge kilder tæt på Newey var det en påstand, han både modsatte sig og tog ilde op.
Hans engagement i Aston Martin er fuldt og ufravigeligt, og han har skrevet under på en lukrativ, flerårig aftale, som også inkluderer ejerandele i teamet.
Stærke faciliteter, men menneskerne er nøglen
En vigtig del af Neweys opgave bliver at løfte hele teamets præstationsniveau, og det er ikke kun på tegnebrættet.
Han roser Aston Martins faciliteter, der efter sigende er blandt de mest avancerede i feltet.
- Fabrikken er nok den bedste i Formel 1, og vindtunnelen er måske den bedste overhovedet, sagde han.
Men han tilføjede også, at det i sidste ende ikke er faciliteterne, der afgør succesen for et hold. Det er de mennesker, der bruger dem.
Adrian Newey har igennem sin karriere stået bag biler, der har vundet i alt 13 konstruktør- og 13 kørermesterskaber for hold som Williams, McLaren og Red Bull.
Listen over kørere, der har vundet i hans biler, tæller navne som Nigel Mansell, Alain Prost, Mika Häkkinen og Sebastian Vettel.
Det er denne historik og viden, Aston Martin nu håber kan være med til at løfte dem til Formel 1’s absolutte top og måske gøre teamet attraktivt nok til at lande sportens største navn.