Alba Hurup Larsen

Alba Larsen rejste sig efter skuffelse i Singapore

Formel 1okt. 06 , 16:06
Den danske teenager fandt styrken på en regnvåd søndag og sluttede i top fem efter en hård lørdag.
På den varme og fugtige bane i Singapore startede Alba Hurup Larsen fra niende position i lørdagens løb i F1 Academy.
Det blev en dag præget af problemer for den 16-årige dansker, som tidligt blev ramt af et sammenstød med Elisa Bechata.
Episoden sendte hende ned i feltet, og hun kom aldrig tilbage til sit normale niveau.
- Lørdag var ret svær. Jeg havde lidt problemer både i kvalen og i træningen. Jeg startede som nier, og så havde jeg et uheld med en anden kører, som gjorde, at jeg røg et stykke ned. Og derfra var det svært at overhale og rigtig komme igennem, forklarede Larsen til Viaplay efter løbet.
Regnen ændrede søndagens løb
Søndag stod imidlertid i revanches tegn for danskeren.
Da regnen begyndte at falde over Marina Bay Street Circuit, valgte Larsen at blive på banen på slicks, og den beslutning skulle vise sig at være klog:
- Jeg blev ude, da det begyndte at regne, og jeg følte egentlig mig meget komfortabel. Jeg synes, det gik rigtig godt, da det begyndte at regne, og jeg endte med at overhale Nina (Gademan, red.) og var rigtig tæt på at overhale efter safetycar-restarten.
Hun udnyttede det urolige vejr bedre end mange af konkurrenterne.
Da en safetycar samlede feltet op mod de sidste omgange, satte hun et sidste angreb ind mod Emma Felbermayr, men måtte køre i mål som nummer fem med østrigeren på en fjerdeplads.
Selvtillid før finalen i Las Vegas
I front tog Ferrari-støttede Maya Weug sejren efter at have overhalet Doriane Pin, der fører mesterskabet.
Det resultat har sat yderligere liv i mesterskabskampen inden finaleløbet i Las Vegas i november.
Larsen sluttede weekenden af med en fornyet tro på egne evner:
- Jeg tror, at hvis jeg havde haft to omgange mere, så tror jeg, at jeg havde været rigtig tæt på det podie. Jeg er bare virkelig glad for at vide, at jeg har erfaring både i regn og tørt.
Det lover godt for hende, når sæsonens sidste løb skal køres i Nevadas ørkenby.
Mest læste

Loading