Mercedes-reservekører Mick Schumacher skal næste år køre for Alpine, hvilket er blevet bekræftet af begge parter. Mick Schumacher har i denne sæson været tilknyttet som reservekører for Mercedes. I den kommende sæson skal han køre for Alpine, men ikke i Formel 1.
Derimod er han en blandt seks kørere, som skal deltage i World Endurance Championship i 2024.
Den 24-årige racerkører har ledt efter et sæde, siden han forlod Haas, hvor han ikke fik forlænget sin aftale.
I udgangen af 2022 blev han nemlig afløst af Nico Hülkenberg.
I næste sæson er han igen tilbage på banen. Her skal han være holdkammerater med Nicolas Lapierre, Matthieu Vaxiviere, Charles Milesi, Paul-Loup Chatin og Ferdinand Habsburg. De er alle blevet bekræftet som kørere for Alpine.
Han forlader dog ikke helt Formel 1, da han stadig vil være tilknyttet som reservekører hos Mercedes.
Dette skal han derfor forsøge at balancere bedst muligt ved siden af sin deltagelse i WEC.
"Et nyt kapitel begynder for mig med Alpine i FIA WEC Hypercar-kategorien," siger Schumacher til Alpines hjemmeside.
"Bilen er imponerende, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Jeg er vokset op med enkeltsæder, så det at køre i en bil med lukket cockpit og dækkede hjul er en fantastisk mulighed for at finpudse mine køreevner."
Han har også forklaret, at han har savnet at køre i år, hvor han primært har stået i garagen. Derfor ser han frem til at komme i gang.
"Jeg savnede meget at køre i år. Det er det, jeg har elsket at gøre, siden jeg var barn. Det har nogle gange været svært at se de andre kørere på banen," sagde han.
"Endurance Racing er en ny udfordring for mig, og jeg er sikker på, at vi vil dele fantastiske øjeblikke sammen med Alpine næste år."