Pitlane-hastigheden hæves for at skabe nye strategiske muligheder under Marina Bays krævende aftenløb.
Formel 1’s styrende organ
FIA har meldt ud, at pitlane-hastigheden ved weekendens
Singapores Grand Prix bliver hævet fra 60 km/t til 80 km/t.
Det kan lyde som en lille justering, men ændringen kan få stor betydning for løbets forløb.
Marina Bay Street Circuit er kendt som en af kalenderens mest krævende baner, hvor det er vanskeligt at overhale, og hvor pitstop normalt koster meget tid.
Derfor har holdene ofte valgt kun at foretage ét stop for at minimere tidstabet.
Ved at reducere den tid bilerne bruger i pitten, håber FIA at gøre det mere attraktivt at skifte dæk to gange.
En officiel udmelding om ændringen kom blot få dage før løbet, og der er forventninger om, at den vil skabe mere varierede strategier. Især hvis vejret bliver så ustadigt, som prognoserne antyder.
Flere gange har regnen sat sit præg på Singapore-løbet, og i år kan en våd bane kombineret med hurtigere pitstop tvinge holdene til at foretage nogle hurtige beslutninger.
Hårde dæk og tæt kamp i toppen
Ifølge RacingNews365 er ændringen et resultat af længere tids drøftelser om at gøre strategien til et vigtigere våben på de langsomme bybaner som netop Marina Bay.
Dækproducenten Pirelli har valgt at stille med C3, C4 og C5 som hård, medium og blød gummiblanding.
Det forventes at give relativt lav dækslid, og med den nye pitlane-hastighed bliver en tostop-strategi realistisk. Især hvis der kommer en safety car, da de traditionelt har spillet en stor rolle i Singapore.
FIA’s ændring skal også ses i lyset af, at flere løb i denne sæson har udviklet sig til ét-stop-affærer, hvor feltet hurtigt har fundet en ensartet rytme.
I Singapore håber man at se en anden dynamik.
Det er ikke mindst interessant, fordi McLaren kan sikre konstruktørernes titel denne weekend, mens Red Bull og Ferrari jagter vigtige point i kampen om de resterende podiepladser.
Red Bull Racing vil i øvrigt skille sig ud i en ny mørkeblå “night camo”-bemaling, udviklet i samarbejde med Castore og Hypebeast.
- Singapore og Las Vegas er helt særlige løb, og designet afspejler energien ved disse aftenløb, sagde kommerciel direktør hos Red Bull Nick Stocker ved præsentationen af looket.
Hamilton håber på regn
Lewis Hamilton peger i dagene op til weekenden på, at kvalifikationen bliver afgørende:
- Singapore er ikke et af de mest spændende løb, så kvalifikationen bliver alt. Jeg håber, det regner, så det i det mindste gør det lidt interessant.
Ferrari har brug for et stærkt resultat for at holde liv i kampen om andenpladsen i konstruktørernes mesterskab.
Løbet køres søndag aften lokal tid under de berømte projektører langs Marina Bay, hvor 62 omgange skal tilbagelægges.
Med den nye regelændring i pitten er der udsigt til en strategisk kamp, hvor hvert dækvalg og hvert stop kan få betydning for resultatet.
Fans og teams venter spændt på, om FIA’s greb faktisk kan give Singapores Grand Prix den snert af uforudsigelighed, som mange har efterlyst.