McLaren Garage pit

McLaren annoncerer chokerende kører-exit

Formel 1okt. 02 , 21:27
McLaren har med øjeblikkelig virkning afsluttet samarbejdet med junior-køreren Alex Dunne, som ellers har leveret stærke resultater i sin første sæson i Formel 2.
McLaren har annonceret, at samarbejdet med den 19-årige irske racerkører Alex Dunne er ophørt med øjeblikkelig virkning.
Beslutningen kommer blot et år efter, at Dunne blev en del af holdets juniorprogram, hvor han i første omgang kørte i Formel 3, inden han i år rykkede op til Formel 2.
På trods af en lovende sæson med to sejre, to pole positions og i alt syv podieplaceringer, er parterne blevet enige om at gå hver til sit.
I en officiel udtalelse fra McLaren hedder det:
- McLaren Racing har afsluttet kontrakten med Alex Dunne i McLaren Driver Development Programme. Det har været en fornøjelse at arbejde med Alex det seneste år og bidrage til hans udvikling som kører. Han frigives med øjeblikkelig virkning, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.
Et år med store muligheder
Dunne nåede i sin tid hos McLaren at få flere bemærkelsesværdige muligheder.
Han fik i maj sit første testløb i en Formel 1-bil, da han kørte 2023-modellen MCL60 på Zandvoort.
Derudover deltog han i to officielle træningspas under årets Formel 1-sæson.
Ved Østrigs Grand Prix imponerede han i den første træning, hvor han satte en omgangstid, der placerede ham som nummer fire, mindre end et tiendedel sekund efter Oscar Piastri.
Senere fik han endnu en chance i Monza under Italiens Grand Prix.
Selv om fremtiden hos McLaren er forbi, er Dunne stadig placeret som nummer fem i den samlede stilling i Formel 2, hvor to afdelinger stadig mangler i kalenderen.
Dunne ser fremad
På sin Instagram-profil skrev Alex Dunne, at beslutningen var gensidig, og at han ser lyst på fremtiden:
- Fra i dag har jeg gensidigt besluttet at afslutte samarbejdet med McLaren Driver Development Programme. Jeg vil gerne takke alle hos McLaren, der har hjulpet mig med at udvikle mig som kører. At få lov at køre en Formel 1-bil og deltage i to FP1-sessioner er noget, jeg altid vil værdsætte.
Han afsluttede med at understrege, at han stadig har fokus på de to sidste løb i Formel 2-sæsonen, samtidig med at han glæder sig til, hvad der venter i næste kapitel af hans karriere.
Mest læste

Loading