Audi har sikret sig en stor sponsor i Adidas, der udvider sin tilstedeværelse i Formel 1 blot et år efter indgåelsen af aftalen med
Mercedes.
Fra 2026 vil Audi stille til start i Formel 1 med Adidas som officiel beklædningspartner.
Aftalen blev offentliggjort onsdag og indebærer både eksklusive kollektioner samt udstyr til kørere, mekanikere, ingeniører og andre teammedlemmer.
Audi-træner Jonathan Wheatley beskrev samarbejdet som et møde mellem to ikoniske brands.
- Dette partnerskab bringer de fire ringe og de tre striber sammen på en global scene og markerer et modigt skridt fremad i vores rejse mod Formel 1-gridden, sagde han.
Også Audi-direktør Gernot Dollner fremhævede, at samarbejdet bygger videre på en lang historie.
- Adidas og Audi har årtiers samarbejde på højeste sportslige niveau bag sig – baseret på fælles værdier og ønsket om at inspirere gennem præstationer, udtalte han.
- Vores partnerskab i Formel 1 rækker langt ud over innovation og topniveau: det forener styrken og visionerne fra to progressive brands.
Adidas udvider sin rolle i Formel 1
Mercedes præsenterede forud for denne sæson en eksklusiv flerårig aftale med Adidas, som markerede sportstøjsfirmaets officielle indtog i Formel 1.
Aftalen omfattede blandt andet teamets beklædning og et særligt sølvfarvet kølejakke-koncept brugt af George Russell og Kimi Antonelli.
Fra 2026 mister Mercedes sin status som ene-partner, da Adidas nu udvider sit engagement til også at omfatte Audi.
Det betyder, at de berømte tre striber fremover vil være synlige på tværs af flere hold i sporten.
Adidas’ øgede fokus på Formel 1 kommer efter, at brandet mistede rettighederne til at sponsorere det tyske fodboldlandshold fra 2027, hvor Nike overtager.
Derfor har virksomheden været på udkig efter nye profilerede samarbejder, og Formel 1 udgør her en strategisk platform.
Flere store partnere på plads
Aftalen med Adidas er den anden store kommercielle tilføjelse til det nye Audi-team.
I juli blev det offentliggjort, at fintech-virksomheden Revolut bliver titelsponsor, når Audi officielt træder ind i Formel 1 i 2026.
Dermed er to markante brands allerede knyttet til projektet, som skal sikre Audi en stærk profil både på og uden for banen når de gør deres indtog i Formel 1.