Den tidligere Formel 1-chef mener, at Hamilton bør trække sig fra sporten, inden der sker ham noget alvorligt.
Den tidligere Formel 1-boss
Bernie Ecclestone opfordrer
Lewis Hamilton til at stoppe karrieren med det samme.
Den 94-årige brite mener, at den syvdobbelte verdensmester bør få sin
Ferrari-kontrakt udbetalt og forlade sporten, inden der sker ham noget slemt.
Hamiltons fremtid er kommet i fokus efter en svær weekend under det ungarske Grand Prix.
Her kvalificerede han sig kun som nummer 12, mens Ferrari-holdkammeraten Charles Leclerc tog pole position.
Efter løbet, som han også sluttede som nummer 12, kaldte Hamilton sig selv "fuldstændig ubrugelig" og antydede, at Ferrari burde overveje at erstatte ham.
"Lewis er træt"
Bernie Ecclestone fulgte løbet tæt i Budapest og vurderer, at Hamilton har nået et punkt, hvor han ikke længere får det optimale ud af sin kørsel.
- Lewis er meget talentfuld, var og er det sikkert stadig. Men som mange andre store sportsstjerner, når de først har nået toppen, går det kun én vej, og det er nedad. De bliver trætte, og Lewis er træt. Han har gjort det her hele sit liv, og han har brug for et permanent hvil, siger Ecclestone til Mail Sport.
Han understreger, at Hamilton ikke bør tage flere risici i en alder af 40 år.
- Han har vundet syv verdensmesterskaber, og det er rigeligt. Jeg ville ikke ønske, at der skete ham noget alvorligt, for han kæmper ikke om titlen længere. Det ville ikke være det værd, hvis han skulle ende med at tilbringe to år i en seng med en alvorlig skade, siger Ecclestone.
Foreslår erstatning til Ferrari
Hamilton er i gang med sit første år af en treårig kontrakt med Ferrari til en værdi af 60 millioner pund årligt.
Ecclestone foreslår, at parterne finder en løsning, der gavner begge.
- Hvis jeg var ham, ville jeg sige til Ferrari, at jeg gerne ville have hele kontrakten udbetalt. De ansatte ham, fordi de troede, han kunne gøre jobbet. Det fungerer ikke, så han kunne træde til side, hvis de har en afløser klar, lyder det.
Ecclestone peger på unge kørere som Isack Hadjar fra Racing Bulls og Gabriel Bortoleto fra Sauber som mulige afløsere.