Christian Horner kræver ifølge italienske medier mere end dobbelt så høj løn som Fred Vasseur, hvis
Ferrari vil gøre ham til ny teamchef.
Der spekuleres i øjeblikket intenst i, om Ferrari overvejer at udskifte teamchef Fred Vasseur med tidligere
Red Bull-boss Christian Horner.
Vasseur er under stigende pres i Maranello, og ifølge flere internationale medier har Ferraris bestyrelsesformand
John Elkann allerede sat gang i sonderingerne.
Christian Horner blev i sommer opsagt hos Red Bull og har været helt fritstillet siden september.
Hans kontrakt var ellers gældende frem til 2030, og Red Bull måtte angiveligt betale i omegnen af 600 millioner kroner for at få ham ud af aftalen.
Horner har siden været sat i forbindelse med flere hold, men særligt Ferrari har vist sig som en mulig destination.
Væsentlige økonomiske krav
Hvis Ferrari ønsker at hente Horner ind som ny teamchef, bliver det ikke en billig løsning.
Ifølge Motorsport.com Italia og journalist Roberto Chinchero vil Horner kræve en løn, der er to og en halv gange højere end Fred Vasseurs nuværende aflønning.
- Jeg tror ikke, han er villig til at tjene mindre end det, han fik i Red Bull, siger Chinchero.
- Og vi taler om en løn, der formentlig er to og en halv gange så høj som Vasseurs og Binottos tidligere løn.
Horner skulle også være interesseret i en meget lang kontrakt og i at få fuld kontrol over teamets operationer.
Det kan dog blive et problem i Ferrari, hvor både præsident og CEO i stigende grad blander sig i den sportslige ledelse.
Ikke blot en teamchef
Chinchero mener, at Horner formentlig vil insistere på en rolle med ejerskabsandele og fuld beslutningskompetence.
Det kan blive en forhindring i Maranello, hvor man ikke tidligere har været villige til at afgive aktieandele til eksterne profiler.
En lignende problematik var medvirkende til, at Ferrari ikke lykkedes med at hente Adrian Newey, som i stedet skrev under med Aston Martin.
Hvis en aftale mellem Ferrari og Horner bliver realiseret, vil det betyde en markant ændring i strukturen hos det italienske team, og det er ikke blot på grund af lønniveauet, men også hvad angår intern magtfordeling og ledelsesstil.