Christian Horner har sendt et klart signal til
Mercedes og resten af Formel 1-feltet forud for 2026-sæsonen.
Selvom han erkender, at
Red Bull næppe får det bedste motorsetup i sin debut som motorproducent, mener han, at fremtiden stadig tilhører holdet og i særdeleshed
Max Verstappen.
I et interview under det britiske Grand Prix kalder Red Bull-chefen det "pinligt", hvis Mercedes taber til Red Bulls egen motorudvikling i 2026.
Samtidig fastholder han, at Red Bull stadig er det rigtige sted for Verstappen, også på lang sigt.
Verstappen kan forlade Red Bull tidligere
Verstappen er kontraktligt bundet til Red Bull frem til udgangen af 2028, men ifølge flere medier indeholder aftalen en præstationsklausul, der potentielt kan frigøre ham tidligere.
Rygterne går på, at en plads uden for top fire efter løbet i Ungarn kan aktivere en exit-mulighed.
Senest har italienske medier rapporteret, at en aftale mellem Verstappen og Mercedes er tæt på at falde på plads.
Den skulle dog stadig mangle godkendelse fra Mercedes’ bestyrelse.
Samtidig har George Russell bekræftet, at samtalerne med Verstappen er i gang.
Red Bull-Ford motoren er en langsigtet investering
Med de nye 2026-regler står Formel 1 overfor et teknologisk skifte med øget elektrificering og bæredygtige brændstoffer.
Red Bull står for første gang selv for motorudviklingen i samarbejde med Ford, efter Honda har valgt at samarbejde med Aston Martin fra 2026.
Horner indrømmer, at forventningerne til Red Bulls motor på kort sigt skal dæmpes.
- At forvente, at vi er foran Mercedes næste år, er urealistisk. Det ville være pinligt for dem, hvis vi var, siger han og peger på den samlede struktur og integration i Red Bull som en fremtidig styrke.
- Det hele foregår under ét tag. Chassis- og motoringeniører arbejder side om side. Den slags kommunikation er uvurderlig, og det vil betale sig – måske ikke i 2026, men i 2027, 2028 og videre frem, siger han.
Tabet af Verstappen kan blive markant – men er ikke enden
Horner erkender, at Verstappen er central for holdet, men understreger samtidig, at Red Bull er forberedt på en fremtid uden ham.
Han nævner, at Dietrich Mateschitz ved Sebastian Vettels skifte til Ferrari i 2014 sagde:
- Vi har ikke brug for den bedste kører, hvis vi ikke har den bedste bil.
- En dag vil der ikke være nogen Max hos Red Bull. Vi håber, det først bliver om flere år, men man ved aldrig. Derfor investerer vi hele tiden i unge talenter og fremtiden.