Hver gang Red Bull tror, de har fundet den rette kører ved siden af Verstappen, ender det alligevel med at gå galt. Red Bull står med et voksende problem.
Mens
Max Verstappen siden sidste års britiske Grand Prix har vundet et verdensmesterskab, et væld af sejre og hele 353 point, har holdets anden bil blot hentet 40 point.
Det er et massivt hul, der ikke blot afspejler sig i pointregnskabet, men også i den interne balance hos teamet.
Der er imidlertid ikke noget i nyt, at Red Bull har svært ved at finde en stærk andenkører.
Siden Daniel Ricciardo forlod holdet i 2018, har Pierre Gasly, Alex Albon,
Liam Lawson og nu
Yuki Tsunoda alle forsøgt sig uden succes.
Det tætteste holdet er kommet på en virkelig god andenkører er
Sergio Perez, der kørte fire sæsoner for holdet fra 2021 til 2024 med ret fin succes.
I sin første sæson blev han en samlet nummer fire, vandt et enkelt løb i sæsonen og fik yderligere fire podieplaceringer.
De to følgende sæsoner blev det endnu bedre med hhv. en samlet tredjeplads i 2022 og en andenplads i 2023.
2024-sæsonen blev imidlertid en nedgangssæson for mexicaneren, der blot fik en enkelt podieplacering i hele sæsonen og sluttede som nummer 8 med "blot" 152 point.
Den skuffende sæson fik Red Bull til at smide ham på porten og hyre Liam Lawson som ny andenkører, og han fik som bekendt blot to løb, inden han blev sendt tilbage på andetholdet
Racing Bulls.
Problemet er, at Verstappen ikke blot er hurtig. Han er en teknisk mester i at håndtere en bil med den type overstyring, som Red Bull ofte har designet.
Det kræver en særlig evne at gøre den type bil konkurrencedygtig, og det er en evne, som få (hvis nogen) besidder i samme grad som hollænderen.
Får talenterne chancen?
Ifølge Top Gear peger flere i Red Bulls system på, at talentsatsningen stadig fungerer.
Teamchef hos juniorholdet Racing Bulls Laurent Mekies nævner både Yuki Tsunoda og Isack Hadjar som eksempler på kørere, der gør det godt.
- Du finder ikke en Max Verstappen hvert år, siger han og påpeger samtidig, at pipeline stadig producerer kapable kørere, også selv om de måske ikke er i stand til at matche Max Verstappen.
Han understreger, at Red Bulls program kun kan måles på, om det kan levere til moderholdet, når behovet opstår.
Og selv om Lawson blev kastet for løverne med blot 11 løb i bagagen og ikke fik lov at bevise sig over tid, har han netop hentet en sjetteplads i Østrig, det bedste resultat i hans karriere.
Tidligere Red Bull-kørere som Albon og Gasly har også genopbygget deres ry hos andre teams.
Carlos Sainz, der startede sin Formel 1-karriere ved siden af Verstappen, blev endda vurderet god nok til Ferrari.
Alligevel valgte Red Bull ikke at hente ham tilbage for 2025, hvilket vakte undren hos flere, når nu Ferrari hentede Lewis Hamilton og skilte sig af med spanieren.
Er bilen problemet?
Når så mange ellers talentfulde kørere fejler i Red Bulls andetsæde, kunne problemet være bilen selv.
Hvis kun én person kan få det maksimale ud af en overstyrende racer, så står holdet svagt, hvis den person forsvinder.
Hjernen bag mange af Red Bulls mest succesfulde biler, Adrian Newey, forlod teamet sidste år.
Samtidig er Red Bulls tempo dykket mærkbart, og med en ny motor under udvikling i samarbejde med Ford står holdet foran endnu en usikkerhed.
Samtidig florerer rygterne om, at Verstappen kan være på vej til Mercedes.
I så fald risikerer Red Bull at stå uden kørere, der kan udnytte bilens fulde potentiale.
CEO for Racing Bulls Peter Bayer antyder, at løsningen kan være at starte talentsatsningen endnu tidligere. Andre teams rekrutterer allerede børn i gokart-miljøet.
- Vi er nødt til at se på det, siger han. - Hvis man først starter ved Formel 4, kan det være for sent.