toto wolff christian horner

F1-ekspert ryster på hovedet: "Horner og Wolff kan virkelig ikke lide hinanden"

Formel 1jun. 18 , 20:55
Ifølge Viaplays Formel 1-kommentator Jens Hansen er forholdet mellem Red Bulls Christian Horner og Mercedes' Toto Wolff langt fra hjerteligt.
Rivaliseringen mellem Red Bulls teamchef Christian Horner og Mercedes' Toto Wolff er ifølge Viaplays Formel 1-kommentator Jens Hansen mere personlig end professionel.
I et interview med Viaplay peger han på, at forholdet mellem de to ledere er præget af en gensidig fjendtlighed.
- Det er et drilleri, som hele tiden kører mellem Christian Horner og Toto Wolff, der virkelig ikke kan lide hinanden.
- Det har ellers tit været sådan, at teamcheferne i Formel 1 spiller et spil på banen, men faktisk har det godt udenfor. Men de her to, de bryder sig virkelig ikke om hinanden, siger Jens Hansen.
Hansen fremhæver, at de to profiler kommer fra meget forskellige baggrunde, hvilket ifølge ham bidrager til den konstante gnidning.
- Toto Wolff er fra Østrig og Christian Horner er brite og det clasher bare konstant, lyder det videre fra kommentatoren.
Protester og beskyldninger forstærker konflikten
Interviewet falder kort efter det canadiske grandprix, hvor Red Bull indgav flere protester mod George Russells sejr, fordi de mente, at han bevidst forsøgte at snyde Max Verstappen med en hård opbremsning.
Mercedes-chef Toto Wolff kaldte efterfølgende protesterne for både "pinlige" og "latterlige" i et interview med Sky Sports.
Her sendte Wolff da også en klar stikpille til Horner, og afviste enhver idé om, at Max Verstappen skulle have noget med Red Bulls protest at gøre.
Sagen har pustet til gløderne i konflikten mellem Red Bull og Mercedes, som Jens Hansen betegner som nærmest krigslignende.
- Det er ret tydeligt, at der nærmest er krig mellem de her to teams. Det sjove er, at det ikke er dem der ligger og kæmper om VM-titlen, men det forhindrer dem ikke i at slås, siger han.
Verstappen splitter fans og rivaler
Konflikten får yderligere næring fra kørernes udmeldinger.
George Russell bemærkede efter løbet, at han havde flere strafpoint at give af end Verstappen, hvilket blev tolket som et stik til den hollandske kører.
Verstappen selv har offentligt kritiseret medierne for at fokusere på hans strafpoint og kaldt diskussionen for "barnlig".
Jens Hansen mener, at den slags udtalelser er med til at puste til ilden mellem de to hold.
- Der er ingen kører som deler vandene mere end Max Verstappen. Enten synes du han er i en helt anden liga, eller også synes du han er for meget, og det er George Russell med til at puste til, afslutter han.
Uanset placering i VM-stillingen tyder meget på, at rivaliseringen mellem Red Bull og Mercedes, og ikke mindst mellem Horner og Wolff, vil fortsætte uformindsket.
Mest læste

Mest læste