I Formel 1-sæsonen 2025 er ét mønster begyndt at stå lysende klart: hver eneste løb er vundet fra pole position.
Det japanske Grand Prix var blot det seneste eksempel på en tendens, der igen retter fokus mod et af sportens mest vedvarende problemer – det såkaldte "dirty air"-fænomen - beskidt og turbulent luft.
Men hvorfor er det stadig et problem, især med biler, der netop skulle gøre det lettere at følge hinanden tæt?
Formålet med det nuværende regelsæt, der blev indført i 2022, var netop at mindske mængden af turbulens fra den forankørende bil og gøre det lettere at følge tæt og dermed overhale.
Dirty Air er blevet reguleret
Tidligere generationer af biler genererede massivt "dirty air" – turbulent luft, som får bilerne bagtil til at miste downforce og dermed vejgreb.
Ifølge FIA's egne estimater mistede en bil fra 2021 op mod 47% downforce, hvis den lå 10 meter bag en anden. De nye biler skulle reducere det tal til 18%.
Men i takt med at holdene har udviklet deres biler, er de begyndt at finde smuthuller og løsninger, der ganske vist øger deres fart, men også genskaber de aerodynamiske problemer, det nye reglement forsøgte at løse.
Små justeringer på frontvingernes endplader, mere komplekse gulve og bagsvinge med udsatte vingespidser har ført til, at mængden af dirty air igen er på vej op – og det gør det sværere at følge tæt, især på baner som Suzuka.
Den japanske bane er notorisk svær at overhale på – DRS har begrænset effekt ved Turn 1, og de få hårde opbremsningszoner efter langsider er nærmest fraværende.
Få overhalinger på Suzuka
Det betød, at trods forskelle i fart og strategi, forblev feltet stort set i samme rækkefølge fra kvalifikation til mål.
McLarens teamchef
Andrea Stella sagde det meget præcist:
- Vi bliver ved med at tilføje aerodynamisk downforce, hvilket gør tabet endnu større, når man følger efter. Dirty air er et problem.
Han pegede også på, hvordan Lewis Hamilton i Kinas sprintløb havde total kontrol fra fronten, selv med dækslid, fordi ingen kunne komme tæt nok på til at udfordre.
Med 2026-reglementet på vej, overvejes der allerede løsninger som aktive aerodynamiske komponenter og power unit-overrides – altså at førerne får mulighed for midlertidigt at tilføje ekstra motorkraft i afgørende momenter.
Begge tiltag kan potentielt gøre overhalinger mere sandsynlige.