McLaren-chefen
Zak Brown trækker nu sin kritik tilbage.
McLarens teamchef ændrer holdning efter nærmere gennemgang af sprint-kollisionen i Austin.
McLaren måtte lørdag se begge sine biler udgå allerede i første sving under sprintløbet ved USA’s Grand Prix.
Lando Norris og Oscar Piastri kolliderede kort efter starten, hvilket betød et dobbelt DNF for det britiske team.
Umiddelbart efter løbet rettede teamchef Zak Brown en hård kritik mod Sauber-køreren
Nico Hülkenberg, men har nu trukket sin udtalelse tilbage.
”Jeg tror, jeg har ændret mening”
Lørdag efter sprintløbet udtalte Brown til Sky Sports, at han mente, Hülkenberg bar skylden for episoden. Han sagde:
- Det var amatørkørsel fra nogle af dem oppe foran, og det kostede os begge biler.
Han tilføjede:
- Nico kørte ind i Oscar, og han havde ikke noget at gøre der, hvor han var.
Men efter at have haft mulighed for at gennemgå optagelserne nærmere, har Brown ændret synspunkt.
- Jeg har gennemgået det. Jeg tror, jeg har ændret min mening. Jeg kan ikke rigtig lægge den over på Nico, udtalte han til Sky Sports forud for kvalifikationen.
Han tilføjede:
- I kampens hede var jeg selvfølgelig ret frustreret over det, jeg så. Der var mange hændelser i sving 1. Men jeg tror ikke, det var Nicos skyld.
Hülkenbergs version: ”Jeg havde ingen steder at køre hen”
Hülkenberg forklarede efterfølgende sin side af episoden, hvor han blev klemt mellem Oscar Piastri og Aston Martins Fernando Alonso.
Ifølge den tyske kører opstod situationen som følge af flere biler, der kæmpede om pladsen i svinget.
- Vi racede alle sammen. Fernando tog indersiden. Jeg vidste, han dykkede ind, men jeg vidste ikke præcist, hvor han var. Han var i en blind vinkel, så jeg ville efterlade lidt plads til ham, sagde Hülkenberg.
Han forklarede, at Piastri drejede meget pludseligt og aggressivt, netop som han selv forsøgte at placere sig til et cutback.
Det endte med, at han allerede var i den position, hvilket gjorde situationen uundgåelig og uheldig for alle involverede.
Da Hülkenberg blev informeret om Browns ændrede holdning, sagde han:
- Godt. Så er vi alle enige.
Selvom Hülkenberg udgik af sprintløbet, vurderede han, at bilen havde haft potentiale til at hente point.
Han gav udtryk for frustration over situationen og var overbevist om, at en placering i pointene havde været mulig, hvis løbet var forløbet uden uheld.
Piastri starter nede i rækkerne
Oscar Piastri havde i øvrigt en vanskelig kvalifikation og måtte nøjes med sjettepladsen.
Han starter dermed bag begge Ferrari-kørere samt George Russell i søndagens Grand Prix.
Norris starter som nummer to ved siden af Max Verstappen, der fører mesterskabet og tog en overbevisende sejr i sprinten.
USA’s Grand Prix starter søndag klokken 21.00 dansk tid.