formel 1 imola

Farvel til Imola? Ikonisk F1-bane risikerer at blive droppet

Formel 1apr. 15 , 20:02

Et af Formel 1's mest traditionsrige løb hænger i en tynd tråd.

Imola – den legendariske Autodromo Enzo e Dino Ferrari – kan være på vej ud af Formel 1-kalenderen efter 2025, og beslutningen om fremtiden lader ikke vente længe på sig.

Ifølge Formel 1's CEO Stefano Domenicali vil der snart blive truffet en endelig afgørelse, og udfaldet kan betyde farvel til endnu en europæisk klassiker.

- Det bliver mere og mere vanskeligt at have to løb i samme land, sagde Domenicali til Radio Rai Gr Parlamento, hvilket kaster mørke skyer over Imolas fremtid.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Italiens anden Grand Prix-bane, Monza, allerede har sikret sig kontrakt helt frem til 2031 – og det gør Imola sårbar.

Globale vækstmuligheder i fokus

Ironisk nok er det en personlig sag for Domenicali, der selv er født i Imola.

Han roser da også banen og byen for at stille op i nødens stund under pandemien i 2020, hvor Imola trådte til og hurtigt blev en del af en nødløsning, der bragte Formel 1 tilbage på skinner.

Men som han selv siger, er han nu nødt til at tænke i globale vækstmuligheder:

- Jeg skal udføre en international rolle, hvor jeg står over for mange forespørgsler fra fremvoksende lande, der kan bidrage til Formel 1’s vækst.

Det er ikke kun Italien, der står over for denne udfordring. Spanien er i gang med en lignende proces. I 2026 indtager en ny gadebane i Madrid rollen som vært for Spaniens Grand Prix, mens den klassiske Circuit de Barcelona-Catalunya er i sit sidste kontraktår.

Det betyder, at også Spanien står over for valget mellem to baner – men med den mulighed, at begge muligvis kan indgå i en fremtidig rotationsmodel, som man har set i Belgien.

Rotationsordning er ved at finde fodfæste

Rotationsordninger har allerede fået fodfæste i Formel 1, især med Spa-Francorchamps, der fra 2026 og frem kun vil være vært for fire løb over en seksårig periode.

Det kan også blive en model, der redder Imola i sidste øjeblik, men det kræver både politisk vilje og økonomisk samarbejde på tværs af aktørerne – ikke mindst i en tid, hvor nye markeder i Mellemøsten og Asien står klar med større pengepunge og moderne faciliteter.

Uanset hvad vil det være en følelsesladet beslutning. Imola er ikke bare endnu en racerbane – det er stedet, hvor Ayrton Senna mistede livet, og hvor både lidenskab og respekt for sportens historie stadig mærkes i atmosfæren.

Men som kalenderen udvides og kommercialiseringen intensiveres, må tradition ofte vige for udvikling.

Mest læste