Et internt sammenstød under Singapores Grand Prix har sat Ferrari under lup. Ferraris sæson har længe været præget af skuffende resultater, og Singapore-weekenden blev endnu et i rækken.
Holdet fik kun 10 point med hjem fra Marina Bay, hvor Charles Leclerc sluttede som nummer seks, mens Lewis Hamilton måtte nøjes med ottendepladsen efter en tidsstraf og store problemer med overophedede bremser.
George Russell vandt løbet for Mercedes, og Red Bulls Max Verstappen tog andenpladsen og øgede presset på Ferrari i konstruktørmesterskabet.
McLaren sikrede sig mesterskabet i Singapore med 650 point.
Mercedes har 325 point, Ferrari 300 og Red Bull er nu tæt på med 290. Dermed risikerer Ferrari at falde ud af top tre, hvad der kun er sket én gang de sidste ti år, da holdet sluttede som nummer seks i 2020.
Ferraris sæson begyndte ellers med store forventninger efter købet af Lewis Hamilton.
Det er imidlertid blot blevet til fem podieplaceringer, alle til Charles Leclerc, og med en afstand på 352 point til McLaren er forventningerne langt fra blevet indfriet.
Uenighed mellem Vasseur og ingeniør
Holdets interne spændinger blev tydelige i Singapore.
Corriere dello Sport skriver, at teamchef Fred Vasseur efter kvalifikationen røg ind i en meget anspændt diskussion med Matteo Togninalli, som er leder af baneingeniørerne og regnes for en af de mest erfarne i staben.
Gazzetta dello Sport beretter, at der er begyndt at tegne sig en splittelse i Maranello.
Ikke alle i teamet er enige i Vasseurs måde at styre den interne organisation på, og det giver anledning til frustrationer.
Selv om Vasseur tidligere i år forlængede sin kontrakt, spekuleres der nu i, at hans fremtid på teametkan komme under alvorligt pres, hvis holdet ikke viser fremgang under de nye regler næste år.
Ferraris ledelse med John Elkann og Benedetto Vigna har planlagt et møde inden det kommende løb i USA for at drøfte holdets problemer og forsøge at få rettet op på den haltende sæson.
Vasseurs frustration og fremtiden
Efter løbet i Singapore erkendte Vasseur selv, at holdet ikke fik det maksimale ud af bilen:
- Vi fik ikke udnyttet bilens potentiale. Vi kom stærkt fra start i træningen, men endte med at køre hele løbet med bremseproblemer. Det er enormt frustrerende.
Han påpegede, at både Hamilton og Leclerc allerede fra anden omgang måtte begynde at spare på bremserne, hvilket kostede dem tempo.
Hamilton formåede at tage løbets hurtigste omgang på friske dæk til sidst, men mistede momentum, da bremserne igen drillede.
Vasseur fastholder, at Ferrari stadig kan kæmpe med Mercedes og Red Bull om andenpladsen i mesterskabet, men erkender dog at problemerne skal løses hurtigt.
Med kun få løb tilbage og et hold i intern diskussion er der ikke meget plads til flere fejltrin.