FIA har valgt at fjerne to strafpoint fra
Carlos Sainz’ superlicens efter en gennemgang af hændelsen med Liam Lawson ved det hollandske grandprix.
Carlos Sainz blev under løbet på Zandvoort dømt skyldig i et sammenstød med Liam Lawson og fik tildelt både en 10 sekunders tidsstraf og to strafpoint på sin superlicens.
Før det italienske grandprix valgte Williams dog at benytte sig af retten til genoptagelse og fremlagde nyt bevismateriale for FIA.
Blandt materialet var videooptagelser fra en 360-graders kamera på Sainz' bil samt bagudvendt kamera på Lawsons bil.
Optagelserne var ikke blevet vist på det officielle tv-signal og blev først tilgængelige efter løbet.
Stewards vurderede, at beviserne opfyldte kravene om at være nye, relevante og væsentlige.
Efter at have gennemgået videooptagelserne og hørt begge parter valgte FIA at omgøre den oprindelige afgørelse.
Episoden blev herefter klassificeret som en racingsituation uden entydig skyld, og strafpointene blev fjernet.
Tidligere straf kan ikke omgøres
Selvom FIA har trukket strafpointene tilbage, står tidsstraffen fra løbet stadig ved magt.
Reglerne tillader ikke, at en allerede afsonet tidsstraf kan ændres i eftertid.
Ifølge den opdaterede afgørelse var afstanden mellem Sainz og Lawson i slutklassifikationen på 17 sekunder, hvilket betyder, at tidsstraffen ikke ændrede på deres respektive placeringer.
Carlos Sainz har nu to strafpoint tilbage på sin superlicens.
En kører risikerer udelukkelse fra et grandprix, hvis vedkommende når op på 12 point inden for en 12-måneders periode.
Williams håber på forbedringer fremadrettet
Williams udtrykker tilfredshed med, at FIA har genovervejet sagen og anerkendt, at sammenstødet var uden klar skyld.
- Vi er glade for, at de nu har besluttet, at han ikke var skyld i hændelsen, og at der var tale om en racingsituation, lyder det fra teamet.
Holdet understreger dog også, at det oprindelige udfald havde konsekvenser for deres løb og pointerer behovet for løbende forbedringer i bedømmelsesprocedurerne.
- Vi vil fortsætte det konstruktive samarbejde med FIA om at forbedre procedurerne og reglerne fremadrettet, lyder det i udtalelsen.