Audi Gabriel Bortoleto Nico Hülkenberg

Audi holder igen: Derfor må F1-kørerne ikke teste 2026-bilen

Formel 1sep. 12 , 21:31
Usikkerhed om regler samt en travl kalender får Audi til at vente med simulatorarbejdet.
Audi står foran sit første Formel 1-år i 2026, men forberedelserne sker med et mere forsigtigt tempo end hos konkurrenterne.
Hvor de andre teams allerede har ladet kørerne prøve de første versioner af de nye biler i simulatoren, har Audi valgt en anden vej.
Nico Hülkenberg forklarer, at teamet bevidst holder igen, fordi udviklingen stadig ændrer sig hurtigt.
Ifølge Motorsportweek.com ønsker Audi at undgå, at kørerne danner sig en for tidlig opfattelse, som kan vise sig at være forkert.
- De vil ikke give et falsk indtryk og et falsk referencepunkt, siger Hülkenberg og understreger, at han er parat til at tilpasse sig, når først bilen rammer asfalten.
Han lægger heller ikke vægt på de skeptiske meldinger fra andre kørere om 2026-reglerne:
- Til syvende og sidst sætter du dig i simulatoren og får det, du får.
En travl kalender spænder ben
Bag beslutningen ligger også logistikken.
Audi’s sportsdirektør Inaki Rueda har påpeget, at Formel 1-kalenderen med 24 løb gør det svært at finde tid.
Når Hülkenberg og Gabriel Bortoleto kommer i simulatoren, går dagene typisk med at forberede sig på den næste bane i denne sæson.
At tilføje en helt ny bilmodel oveni er ikke nemt.
Rueda uddyber, at det ville kræve hele dage, hvor køreren kun skal fokusere på den nye bil, men den tid findes sjældent.
Og selv hvis den gjorde, ville udbyttet være tvivlsomt, fordi de digitale modeller hele tiden ændrer sig:
- Du kan have en version den ene uge, som ugen efter er forældet.
Derfor ser Audi mere mening i at vente, indtil udviklingen er tættere på det endelige produkt.
Sponsoraftale giver ekstra opmærksomhed
Mens simulatorarbejdet altså må vente, har Audi sikret sig opmærksomhed på en anden front.
Tidligere på ugen blev en flerårig aftale med Adidas offentliggjort.
Aftalen betyder, at Audi fra 2026 får tøj og merchandise fra den tyske sportsgigant. Kontrakten på cirka 186 millioner kroner om året er dog markant lavere end Adidas’ lignende sponsorat af Mercedes.
Alligevel fremhæver Audi-aftalen som et vigtigt skridt i deres tilbagevenden til Formel 1.
En officiel Adidas-Audi kollektion kommer på markedet i februar 2026, netop inden holdets debut.
- Adidas og Audi deler en lang historie i elitesport. Sammen vil vi bryde igennem i den fineste klasse, udtaler Audi-direktør Gernot Döllner.
Mest læste

Loading