Formel 1 vender tilbage til Algarve i 2027 og 2028, når Portimão igen bliver vært for det portugisiske grandprix.
Portugals Grand Prix vender tilbage til Formel 1-kalenderen i både 2027 og 2028.
Det bekræfter Formel 1 i en pressemeddelelse. Løbet skal afvikles på Algarve International Circuit i Portimão, hvor sporten senest gæstede under coronapandemien i 2020 og 2021.
Aftalen omfatter to løb og er indgået mellem Formel 1, den portugisiske regering, det nationale turistråd Turismo de Portugal og løbsarrangøren Parkalgar.
Erstatter det hollandske grandprix
Portimão kommer til at overtage en plads på kalenderen efter det hollandske Grand Prix, som forventes at blive afholdt for sidste gang i 2026.
Den 4,6 kilometer lange bane er kendt for sine store højdeforskelle og teknisk udfordrende layout, der især blev rost under de to seneste afviklinger i 2020 og 2021.
F1-direktør
Stefano Domenicali udtaler:
- Jeg er glad for at se Portimão vende tilbage til Formel 1-kalenderen og for, at sporten fortsætter med at tænde passionen hos vores utrolige portugisiske fanbase. Banen leverer spænding fra første sving til målflaget.
Lewis Hamilton vandt begge de tidligere løb i Portimão.
Sejren i 2020 var samtidig den sejr, hvor han slog Michael Schumachers rekord som den mest vindende kører i F1-historien.
Stor politisk opbakning
Arrangementet har bred politisk opbakning i Portugal, hvor økonomi- og sammenhængsminister Manuel Castro Almeida fremhæver løbets betydning:
- Grandprixet vil få direkte indflydelse på den økonomiske aktivitet og skabe muligheder i hele værdikæden – fra turisme til handel og serviceerhverv.
Formanden for Algarve-banen, Jaime Costa, udtaler:
- Vi er stolte over at byde Formel 1 velkommen tilbage til Portugal. Portimãos unikke layout vil udfordre verdens bedste kørere og skabe et show, som fansene vil elske.
Portugal har tidligere været fast inventar i Formel 1-kalenderen, blandt andet med løb i Porto, Estoril og Monsanto.
Flere store navne som Ayrton Senna, Alain Prost og Nigel Mansell har sejret på portugisisk asfalt, og Senna tog sin første F1-sejr i Estoril i 1985.