General Motors har afvist, at de med Cadillac vil træde ind i Formel 1 med et andet hold, hvis Andrettis planer afvises af ledelsen. Den amerikanske producent har annonceret et partnerskab med
Mario Andretti. Begge parter håber på, at de kan være en del af Formel 1-feltet allerede i 2025.
Men selvom de allerede har fået grønt lys af FIA, er de fortsat ikke sikret at få en plads i Formel 1. Det skyldes, at de stadig skal endelig godkendes af ledelsen i Formel 1 samt de 10 øvrige hold.
Hidtil har der ikke været den store entusiasme om at tilføje et 11. hold til feltet. Derfor kan det blive svært for Andretti og co. at sikre sig en plads i feltet.
I øjeblikket er ledelsen i gang med at overveje de økonomiske konsekvenser af, at der bliver tilføjet et ekstra hold. De har desuden gjort det klart, at de kun vil godkende endnu et hold, hvis det viser sig at være gavnligt for Formel 1.
Fordelen ved at have en stor producent som General Motors med ombord er ifølge Autosport indlysende for Formel 1. Men betydningen af partnerskabet med Andretti er dog blevet nedtonet. Det skyldes, at GM potentielt kan slå sig sammen med et andet hold.
Men det ser ikke ud til, at det kan blive en realitet. GM har nemlig gjort det klart, at de kun er interesserede i at arbejde sammen med Andretti. Kan det ikke lade sig gøre, så trækker de deres F1-interesse tilbage.
"GM er forpligtet til at samarbejde med Andretti om at køre i F1," sagde General Motors-chef Mark Reuss til AP om muligheden for at samarbejde med et andet hold.
"Samarbejdet mellem Andretti-Cadillac samler to unikke enheder skabt til racerløb, der begge har lang historik med succes inden for motorsport."