To af verdens mest profilerede racerkørere var for nylig på besøg på Ferraris testanlæg i Fiorano, hvor de satte sig bag rattet i den nye
Ferrari F80.
F80'eren er Ferraris mest kraftfulde vej-bil nogensinde.
Bilen, som er udstyret med hele 1200 hestekræfter, overgår i rå motorkraft selv en Formel 1-bil.
Den accelererer fra 0 til 100 km/t på blot 2,1 sekunder og fra 0 til 200 km/t på 5,75 sekunder.
Der bliver kun produceret 799 eksemplarer af bilen, og prisen ligger på over 3 millioner pund (ca. 26 mio. kroner uden dansk afgift).
Den eksklusive F80-model repræsenterer toppen af Ferraris ingeniørkunst og er udviklet med inspiration fra mærkets motorsportsprogram.
“Jeg skal have sådan én”
I en video offentliggjort på Ferraris officielle YouTube-kanal ses
Charles Leclerc først tage plads bag rattet, mens
Lewis Hamilton er passager. Kort inde i køreturen siger Hamilton smilende:
- Okay, jeg skal have sådan én. Den kører så godt!
Senere bytter de plads, og da Hamilton trykker speederen i bund, reagerer Leclerc med ordene:
- Jeg hader at være passager.
Begge roste bilens ydeevne, herunder dens bremsekraft og følsomme styreegenskaber.
- Det er den hurtigste vej-bil, jeg nogensinde har kørt i, sagde Hamilton efterfølgende.
Leclerc tilføjede:
- Det er vanvittigt, hvor let den føles. Styretøjet er virkelig præcist. I forhold til balance er det nok den bedste bil, jeg har kørt i.
Ferrari med fokus på fremtiden
Designet og teknologien i F80 beskrives som både futuristisk og banebrydende.
Bilen er et udtryk for Ferraris ambitioner om fortsat at dominere segmentet for eksklusive superbiler.
Begge kørere var enige om, at bilen repræsenterer en ny standard for, hvad man kan forvente af en moderne vej-bil.
Ved slutningen af testen blev Hamilton nysgerrig og spurgte Leclerc, hvilken farve han ville vælge, hvis han købte en.
Svaret lød prompte:
- Helt sort.
Det er samme farvevalg som flere af Leclercs øvrige biler i hans private samling, der bl.a. inkluderer en Ferrari SF90 Stradale (grå), Ferrari SF90XX (matsort), Ferrari 488 Pista Spider (sort, med en rød og hvid stribe) og en Ferrari Daytona SP3 (sort, med en rød og hvid stribe).