Viaplays Formel 1-ekspert
Jason Watt kommer med en opsigtsvækkende vurdering af George Russells opførsel i Canada.
Der var dramatik på flere planer under
Canadas Grand Prix, og ifølge Viaplays Formel 1-ekspert Jason Watt er der grund til at se nærmere på George Russells rolle i opgøret med
Max Verstappen under den afsluttende safety car-periode.
I et interview vurderer Watt, at Russell bevidst forsøgte at få Verstappen til at overtræde reglerne.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at
George Russell prøver at lokke Verstappen i en fælde, der vil udløse det sidste strafpoint, som giver ham karantæne, siger Jason Watt og henviser til den situation, hvor Russell angiveligt bremsede pludseligt, hvilket fik Verstappen til midlertidigt at overhale ham.
Episoden fandt sted med blot tre omgange tilbage af løbet, hvor en safety car var blevet sendt på banen efter et sammenstød mellem McLarens Oscar Piastri og Lando Norris.
Verstappen var tydeligt frustreret i teamradioen, hvor han udtalte, at "George bremsede pludseligt aggressivt".
Red Bull protesterede
Red Bull indgav en officiel protest mod Russell, som ifølge teamet forsøgte at fremprovokere en straf mod Verstappen.
Protesten blev dog afvist af FIA efter gennemgang af data og videomateriale.
Stewards konkluderede, at der ikke var tilstrækkelige beviser for usikker kørsel eller forsøg på at manipulere med løbet.
Jason Watt forstår godt Red Bulls frustration, selvom han ikke direkte tager stilling til skyldsspørgsmålet:
- Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor sportsligt korrekt det er, at han forsøger at lokke Verstappen i en fælde. Det er jo nok lidt ufint, når det kommer til stykket.
Han tilføjer en sammenligning med fodbold:
- Den ene prøvede at filme sig til et frispark, så skal Russell enten have det gule kort for at filme, eller hvis der rent faktisk var frispark, så skulle Verstappen jo have en straf for det.
Ingen karantæne til Verstappen
Verstappen slap for en straf og dermed også for den løbskarantæne, som et ekstra strafpoint ville have udløst.
FIA vurderede, at hændelsen ikke var grov nok til at berettige en sådan konsekvens.
- Det der er sket er nok, at de ikke mente Russell skulle straffes, og så har de nok kigget på Verstappens situation og vurderet, at hændelsen ikke var slem nok til rent faktisk at give ham den løbskarantæne, den jo så vil udløse. Og det er også helt fint, lyder det fra Watt.
Afgørelsen betyder, at George Russell officielt er vinder af det canadiske Grand Prix 2025.