Liam Lawson står lige nu i et af karrierens mest prekære øjeblikke.
Efter to løb i 2025-sæsonen, ingen point og en alarmerende stor afstand til Max Verstappen, er spekulationerne om et muligt exit fra Red Bull allerede begyndt at rulle – og det blot inden tredje løbsweekend.
Men i forsøget på at demonstrere selvsikkerhed i presset har Lawson måske sat sig selv i en endnu sværere position.
Efter et skuffende Grand Prix i Kina, hvor han sluttede sidst i kvalifikationen og igen var markant langsommere end Verstappen, blev Lawson spurgt ind til sin fremtid og muligheden for at blive skiftet ud med Yuki Tsunoda.
Tsunoda havde tidligere samme dag svaret entusiastisk “Ja, 100 procent,” da han blev spurgt, om han ville gribe muligheden for at køre for Red Bull – især foran hjemmepublikummet i Japan. Lawson valgte i stedet at tage et stik hjem:
- Jeg har kørt mod ham i årevis, i juniorklasserne og slået ham – og det gjorde jeg også i F1, så han kan sige, hvad han vil, sagde Lawson
Men Lawson udlægning er ikke ubestridt, og hurtigt dukkede en række statistikker op, som stiller det citat i et noget andet lys. Ja, Lawson slog Tsunoda i Euroformula Open i 2019, hvor han sluttede som nummer to, mens Tsunoda blev firer.
Men i samme år slog Tsunoda ham i FIA F3-mesterskabet og rykkede videre til F2 før Lawson. Året efter fik Tsunoda sin F1-debut, mens Lawson stadig ventede i kulissen som reserve.
Da Lawson endelig fik sin chance i Formel 1 i 2023 som vikar hos det nuværende VCARB (tidligere AlphaTauri), var det med Tsunoda som målepunkt.
Og her er statistikken brutal: I 11 løb sammen blev Lawson kun én gang bedre i kvalifikationen, og Tsunoda hentede klart flest point i den periode. Det er derfor ikke underligt, at nogle nu ser Lawson mere som den udfordrede end udfordreren.
Det er ikke, fordi Lawson ikke har talent – hans sejr i Euroformula og solide indsatser som reserve viser potentiale. Men i Red Bull-systemet, hvor tålmodigheden er tynd og presset konstant, er to sløje løb nok til at udløse alarmklokker.
At blive udskiftet efter bare to løb ville være uden fortilfælde – men Red Bull har før vist, at de ikke er bange for at tage drastiske beslutninger tidligt.