Det blev en dramatisk og kontroversiel weekend for
Max Verstappen i Saudi-Arabien, hvor han ikke blot mistede sejren til McLaren’s Oscar Piastri, men også fik hård kritik for sin adfærd efter løbet.
Tidligere Formel 1-kører
Johnny Herbert har kaldt den tredobbelte verdensmester for både "uprofessionel" og "respektløs", efter han nægtede at deltage i den sædvanlige podiefejring.
Alt begyndte allerede i løbets første sving, hvor Verstappen ifølge dommerpanelet kørte for aggressivt mod Piastri og fik en fem sekunders straf.
Verstappen var tydeligt frustreret – både over straffen og det tabte løb – og afviste efterfølgende at svare direkte på spørgsmål om hændelsen, da David Coulthard spurgte ind til situationen.
Men det, der virkelig har vakt opsigt, var hans opførsel på podiet.
Uprofessionelt og respektløst
Her valgte Verstappen ikke at fejre med champagne sammen med Piastri og Charles Leclerc, men i stedet at drikke alene – en gestus, der faldt mange for brystet.
- Jeg så Max Verstappen drikke champagne på podiet og ikke fejre sammen med Oscar eller Charles – det fremstår uprofessionelt og respektløst, især fra en verdensmester, sagde Johnny Herbert i et interview.
Verstappen og Red Bull-lejren var ikke enige i straffen. Teamchef Christian Horner henviste til billeder fra onboard-kameraet, som angiveligt viste, at Verstappen var "foran ved apex" i svinget.
Det argument køber Herbert dog ikke.
- Når du går ind i et sving, især et så snævert som det her, skal du være tæt på apex. Verstappen var to meter ude – det er en klar forseelse, sagde Herbert og kaldte Horners forsvar for "en omgang sludder."
Har Herbert i horn i siden på Verstappen?
Horner og Red Bull valgte ikke at appellere afgørelsen, men episoden har alligevel sat gang i en bred debat om både dømmekraft og sportsånd i Formel 1.
For Herbert handler det ikke blot om racet, men også om, hvordan man håndterer nederlag.
- Man må vise storsind, når man taber. Det her sender et forkert signal.
Kritikken fra Herbert er ikke ny. Allerede i 2024 var han en del af dommerpanelet, der idømte Verstappen en 20-sekunders straf i Mexico – en afgørelse, der fik Verstappens far, Jos Verstappen, til offentligt at kritisere Herbert.
Det førte til, at Herbert i januar 2025 blev fjernet som FIA-steward på grund af sin dobbeltrolle som både medieekspert og dommer.
Denne baggrund gør Herberts udtalelser ekstra kontroversielle – men også vægtige, i og med at de kommer fra én, der har set sporten både indefra og udefra.
Verstappen har nu lidt sit første store nederlag i 2025-sæsonen, og presset vil være massivt i næste løb i Miami fra 2.-4. maj.