Den tidligere Formel 1-kører bryder tavsheden om en af de mest omtalte episoder fra sønnens ungdom og forklarer, hvad der i virkeligheden skete den dag.
Jos Verstappen har altid været kendt som en hård og kompromisløs far, når det kom til sønnens racerkarriere. Hans tilgang til Max Verstappens opdragelse har ofte været genstand for debat, og flere har gennem årene hævdet, at hans metoder balancerede på grænsen til det ekstreme.
En af de mest berygtede historier stammer fra 2012, hvor en blot 15-årig Max deltog i CIK-FIA KZ2 Karting Championship i Italien.
Efter at have startet fra pole position kolliderede han allerede på anden omgang og måtte opgive drømmen om sejren. Det fik angiveligt Jos til at se rødt.
Det, der skete efter løbet, har længe været omgærdet af myter og rygter.
Ifølge fortællingen var Jos så skuffet over sin søns præstation, at han på vej hjem efter løbet stoppede bilen og efterlod ham alene på en tankstation i et fremmed land.
Max måtte efter sigende ringe til sin mor, Sophie Kumpen, der til sidst fik Jos til at vende tilbage og hente ham.
Nu vælger Jos Verstappen at tage bladet fra munden og forklare, hvad der egentlig skete.
Ifølge Total-Motorsport.com afviser den tidligere Formel 1-kører, at han efterlod sin søn på tankstationen.
Han indrømmer dog, at han ikke talte til Max i en hel uge efter nederlaget.
"Jeg synes, det er på tide at få sandheden frem. Jeg efterlod ham ikke. Jeg talte bare ikke til ham i en uge. Var det for hårdt? Ifølge Max selv, nej," siger Jos til F1insider.com.
Han mener tværtimod, at hans opdragelsesmetoder gjorde Max bedre forberedt til livet i Formel 1.
"Han var allerede vant til hård behandling, så Helmut Markos tilgang har aldrig rigtig generet ham. Vi trænede konstant under svære forhold, for eksempel ved at køre på tørvejrsdæk i regnvejr. Han har kun udtrykt taknemmelighed for sin barndom med mig," forklarer Jos.
Den benhårde mentalitet har uden tvivl været en af nøglerne til Max Verstappens succes.
I 2024 sæsonen viste han en næsten fejlfri stabilitet og formåede at holde konkurrenterne fra McLaren og Lando Norris bag sig, selv da Red Bulls bil ikke længere havde den samme fartmæssige overlegenhed.
Men trods sønnens succes er Jos Verstappen ikke optimistisk omkring Red Bulls chancer i 2025.
"Jeg tvivler stadig lidt. Red Bull skal bygge en bil, der er mere forudsigelig under alle forhold. Kigger man på anden halvdel af 2024, er der ikke meget at være optimistisk over," siger han.
Han peger især på, at holdets opdateringer mod slutningen af sæsonen ikke fungerede efter hensigten, og at Adrian Neweys fremtidige rolle i teamet skaber usikkerhed.
"Da Newey trådte tilbage, blev bilen ikke bedre. Især opdateringerne virkede ikke som ønsket. Red Bull står over for en stor opgave i 2025," afslutter Jos Verstappen.