gettyimages 619313944

Juan Pablo Montoya: Verstappen til Mercedes vil skabe en voldsom kædereaktion

Formel 1jul. 23 , 16:05
Et eventuelt skifte for Max Verstappen fra Red Bull til Mercedes kan få store konsekvenser for kørermarkedet i Formel 1.
Det vurderer den tidligere Formel 1-kører Juan Pablo Montoya, som forestiller sig, at Carlos Sainz i så fald kan ende hos Red Bull, mens Kimi Antonelli rykker til Williams.
Formel 1 venter fortsat på afgørelsen om Verstappens fremtid efter 2025, og flere teams og kørere kan blive påvirket, afhængigt af om han bliver hos Red Bull eller vælger et skifte.
Ifølge Montoya kan Verstappens beslutning sætte gang i en kædereaktion.
- Hvis Max smutter, og de [Mercedes] ikke brænder sig på George, så vil Red Bull sandsynligvis hente Carlos Sainz. Og så sætter de Kimi hos Williams. Det giver Antonelli tid til at udvikle sig, ligesom de gjorde med George, sagde Montoya til AS Colombia.
Usikkerhed om Sainz' fremtid
Carlos Sainz har underskrevet en flerårig kontrakt med Williams, men der har været spekulationer om, at aftalen indeholder en klausul, der giver mulighed for et skifte til en topklub.
Dette har Williams dog benægtet.
- Vi kan bekræfte, at det ikke er sandt. Der har ikke været nogen samtale om dette – det er ren spekulation fra andre medier, lød det i en udtalelse fra holdet.
Sainz bekræftede senest sin forpligtelse til Williams ved det britiske Grand Prix:
- Først og fremmest, de ting du nævner, ser i øjeblikket ud til at være rygter. Jeg ved ikke, hvor meget af det der er sandt, men Williams ved, at min forpligtelse gælder for de næste to år og længere, hvis forholdene tillader det.
Han har samtidig undret sig over, hvorfor Red Bull ikke hentede ham, da han stod uden kontrakt.
Sainz og Verstappen var holdkammerater hos Toro Rosso i 2015, og selvom forholdet dengang blev beskrevet som anstrengt, ser Sainz det anderledes i dag.
- Jeg kommer oprigtigt godt ud af det med Max. Det er noget, folk ikke ser udefra. Vi havde en rivalisering i vores første år i Formel 1, men det var en relativt sund rivalisering. Og nu har vi det rigtig godt med hinanden.
Mercedes kan holde døren åben for Antonelli
Ifølge Montoya vil Verstappen næppe få den samme kontrol over kørersammensætningen hos Mercedes, som han har haft hos Red Bull.
- Det er det eneste, jeg ikke tror, han får, som han har hos Red Bull, sagde han.
Hvis Verstappen vælger Mercedes, og George Russell fortsætter, vil Carlos Sainz kunne overtage den ledige plads hos Red Bull.
I så fald kan Mercedes placere det unge talent Kimi Antonelli hos Williams for at udvikle ham i ro og mag, som de tidligere gjorde med Russell.
Sainz er desuden fortsat overbevist om, at han ville kunne gøre en stærk figur som holdkammerat til Verstappen.
- Jeg tror, alle har det svært med at være Max’ holdkammerat. Jeg kan bare sige, at da jeg var hans holdkammerat, havde jeg det ikke på den måde. Jeg var selvfølgelig utroligt overrasket over, hvor hurtig han var. Han er en vanvittigt dygtig kører og bliver formentlig en af de største nogensinde – hvis han ikke allerede er det, slutter spanieren.
Mest læste