Føringen, der forsvandt: Efter en imponerende sæsonstart er der sket noget markant med australierens løbsindsats, og Damon Hill mener at vide hvorfor. Oscar Piastri lignede i sensommeren den mest sandsynlige verdensmester i 2025, da den 24-årige australier på det tidspunkt havde vundet syv Grand Prix’er og stod med et forspring på 34 point til sin
McLaren-kollega
Lando Norris.
Men siden løbet i Holland er billedet vendt, og i de seneste fem løb har Norris hentet 82 point mod Piastris 47, og Max Verstappen har nærmet sig med 116 point i samme periode.
Det kulminerede i Mexico City, hvor Norris overtog føringen i VM-stillingen med ét point.
Piastri havde på det tidspunkt ikke blot mistet sin margin, men også selvtilliden. Han har været involveret i flere fejl, herunder et uheld i Aserbajdsjan og et sammenstød med Norris i sprinten i Austin.
For McLaren, som ellers har fremstået harmonisk, er situationen blevet mere kompliceret end længe.
“Det handler om det rette mindset”
Verdensmesteren fra 1996 Damon Hill har fulgt udviklingen tæt.
Ifølge F1 Oversteer ser han kun én mulig forklaring på Piastris nedtur, nemlig at australieren har ændret sit mentale udgangspunkt.
Hill mener, at Piastri gik fra at tage én weekend ad gangen til at se mod trofæet for tidligt.
- Han havde den kæmpe luksus med et stort forspring, men pludselig tabte han bolden. På et tidspunkt falder hjulene bogstaveligt talt af. Den eneste forklaring er, at tankesættet har ændret sig fra at se hvert løb som en individuel udfordring til at tænke for langt frem, siger Hill i podcasten Stay On Track.
Australien har ikke haft en verdensmester siden Alan Jones i 1980, og forventningerne til Piastri har været enorme.
Hill vurderer, at presset kan have lagt en usynlig vægt på australierens skuldre:
- Når du først fører mesterskabet, ønsker du næsten bare, at de stopper sæsonen dér. Men du ved, det ikke sker, og det begynder at tynge.
Forvirrende signaler hos McLaren
Ud over presset peger Hill også på McLarens interne håndtering.
Teamets såkaldte “papaya rules” har skabt forvirring, især efter løbet i Monza, hvor Piastri blev bedt om at give andenpladsen tilbage til Norris efter et langsomt pitstop.
I Singapore stødte de to sammen på første omgang, og McLaren valgte ikke at gribe ind, selvom Piastri bad om at bytte positioner.
- Det forvirrer både kørere, team og tilskuere. Folk ved simpelthen ikke, hvad der foregår, forklarer Hill
McLaren har senere fjernet interne sanktioner mod Norris, men skaden på forholdet mellem kørerne synes tydelig.
Piastri har ifølge flere kilder mistet tillid til bilen, især på baner med lavt vejgreb.
Med fire løb tilbage og blot ét point mellem McLaren-duoen er presset nu maksimalt.
Teamchef Andrea Stella har gjort det klart, at fejl som i de seneste uger “ikke kan ske igen”.
Men hvis Piastri skal vende udviklingen, kræver det mere end bare en hurtig bil.
- Det handler ikke længere om fart. Det handler om, hvad der foregår i hovedet på ham, siger Hill afsluttende.