Sæsonen har været usædvanlig for den tidligere verdensmester, men kan han vende tingene på hjemmebane?
Lewis Hamilton vender i weekenden tilbage til Silverstone, hvor han sidste år brød en lang sejrstørke med sin første sejr i næsten tre år.
Denne gang håber han at gøre noget helt andet ved bare at komme på podiet for første gang som
Ferrari-kører.
Den syvdobbelte verdensmester har haft et bemærkelsesværdigt godt tag på banen, hvor han har stået på podiet i de seneste 11 løb og vundet hele ni gange.
Hans første sæson for Ferrari har imidlertid budt på en hidtil uset tørke, da han ikke har formåt at opnå et top-tre-resultat i de første 11 løb for teamet.
Efter en fjerdeplads i Østrig, hvor teamkammeraten Charles Leclerc endte foran ham, har Hamilton ikke lagt skjul på sin utilfredshed:
- Teamet ville sikre sig tredje- og fjerdepladsen, hvilket er helt fint. Men jeg er her ikke for at starte som nummer fire og slutte som nummer fire.
Han understregede samtidig, at han ikke ønsker at følge samme strategi som Leclerc og gerne vil kæmpe for hver eneste placering.
Forbandelsen og håbet
Han glæder sig til at køre i en Ferrari for første gang foran hjemmefansene, og han går ind til weekendens løb med forventninger.
Ifølge The Daily Express har Hamilton aldrig før kørt så mange løb uden et eneste podieresultat.
Det lægger pres på ham, men briten insisterer på, at han ikke fokuserer på statistikken:
- Det er ikke noget, der påvirker mig. Men vi er på Silverstone, og hvilket bedre sted at vende det end her?
Han lægger ikke skjul på, at McLaren ser stærkere ud på papiret.
- Hvis det bliver tørt, så går de bare deres vej med sejren, sagde han. Derfor håber han på lidt hjælp fra elementerne.
- Jeg håber og beder. Der er altid noget magisk ved Silverstone. Det er et helt særligt løb, og jeg håber, at alle mulige ting kan hjælpe os.
Fortidens fejl og fremtidens mulighed
Hamilton blev også spurgt ind til rygterne om Max Verstappens mulige skifte til Mercedes og benyttede lejligheden til at reflektere over tidligere udtalelser om Red Bull:
- Jeg husker, at jeg en gang sagde, at de bare var et energidrikfirma, og det har jeg altid fortrudt. Jeg prøvede bare at motivere mit hold dengang.
Nu understreger han, at både Red Bull og Mercedes er fantastiske teams, og at han er spændt på, hvad fremtiden bringer.
Men før fremtiden melder sig, gælder det nuet, hvor det handler om Silverstone.
Om at mærke støtten fra de britiske fans.
Om at bryde en forbandelse, der har varet alt for længe.
Og Hamilton glæder sig:'
- At køre i en rød bil på Silverstone for første gang bliver noget særligt. Vores fans er de bedste, og jeg håber virkelig, de kan gøre en forskel denne weekend.
Ved gårsdagens to træninger var Lewis Hamilton i øvrigt i hopla, da han satte bedste tid ved den første træning, mens han fik en tredjeplads ved den anden træning.
Kan han fortsætte de gode takter, er det ikke umuligt for F1-legenden at komme på podiet for første gang i år.