oscar piastri mclaren

Oscar Piastri får advarsel, mens presset stiger i F1-titelkampen

Formel 1okt. 22 , 13:44
Oscar Piastri oplever sin første krise som VM-leder, og nu advares han mod en potentiel negativ spiral i mesterskabskampen.
Oscar Piastri er stadig i front i Formel 1’s VM-stilling, men presset stiger for hver løbsweekend.
Den 23-årige australier har fået en advarsel om, at hans nuværende formdyk kan udvikle sig til en negativ spiral, hvis han ikke hurtigt genfinder rytmen.
Piastri førte verdensmesterskabet med 34 point ned til teamkammerat Lando Norris og hele 104 point til Max Verstappen, da han vandt det hollandske Grand Prix for fire løb siden.
Men efter skuffende weekender i Baku og Austin, er føringen nu skrumpet til blot 12 point foran Norris og 40 foran Verstappen.
Tidligere verdensmester ser faresignaler
Jenson Button, der blev verdensmester i 2009, peger på, at Piastri nu for første gang for alvor mærker det mentale pres, der følger med at være en seriøs VM-bejler.
- Han har ikke glemt, hvordan man kører, men han sidder nok i bilen og tænker: 'Hvorfor kan jeg ikke få det til at fungere som før? Hvorfor fungerer det for min teamkammerat, men ikke for mig, siger Button ifølge RacingNews365.
Ifølge den tidligere mester kan det føre til forkerte beslutninger i opsætningen af bilen og dermed skabe en situation, der er svær at vende.
- Presset bygger sig op, og du kan nemt komme til at tvivle på dig selv. Det er her, det handler om at have de rette folk omkring sig, lyder det fra Button.
Han understreger, at Piastri er både intelligent og fornuftig, men at intet kan forberede en kører på det pres, man møder i kampen om et Formel 1-verdensmesterskab.
Piastri selv uden klare svar
Efter den skuffende femteplads i Austin indrømmede Piastri, at han ikke havde nogen "klare idéer" om, hvordan han kunne hente mere fart i bilen.
Han mente dog, at forskellen til Norris i netop det løb skyldtes banespecifikke forhold.
Piastri kæmper for at blive Australiens første verdensmester siden Alan Jones i 1980 og blot den tredje i historien efter Jones og Jack Brabham.
Mest læste

Loading