Det er over 30 år siden, der sidst er blevet afholdt Formel 1 i Afrika, men nu lader det til, at sporten måske er på vej tilbage til kontinentet.
Sidste gang der blev afholdt et Formel 1-løb på det afrikanske kontinent, var i 1993. Dengang blev det afholdt i Sydafrika på Kyalami-banen, 31 kilometer nord for Johannesburg.
Nu, efter 31 år, er der ifølge Independent fornyede drøftelser om et comeback til kontinentet, men processen er stadig usikker og præget af forskellige udfordringer.
Et helt nyt land kommer på banen
Formel 1’s administrerende direktør, Stefano Domenicali, har tidligere gjort det klart, at han ønsker Afrika tilbage på løbskalenderen, og i løbet af det seneste år er der åbnet samtaler med Rwanda som potentiel vært for et kommende løb.
Rwanda er et spændende nyt bud, og landet har i de seneste år investeret kraftigt i andre sportsgrene, herunder sponsorater af store europæiske fodboldklubber som Arsenal og PSG.
Sydafrika er dog stadig en oplagt kandidat for mange.
Landet har en historisk tilknytning til Formel 1, og Kyalami-banen var vært for flere løb i 70’erne og 80’erne.
En ny permanent bane
Desværre har den sydafrikanske Kyalami-bane dog kun FIA’s Grade 2-certificering i øjeblikket, hvilket betyder, at banen skal opgraderes for at kunne huse et Formel 1-løb.
Derudover har de politiske relationer mellem Sydafrika og Rusland, samt økonomiske spørgsmål, også været med til at bremse forhandlingerne.
Rwandas forslag om en ny permanent bane i hovedstaden Kigali er stadig på et tidligt stadie, men der er optimisme for, at det kan blive en realitet inden for de kommende år.
Rwanda vil også være vært for FIA’s årlige prisuddelingsceremoni i december, og dette vil være en vigtig test for landets evne til at håndtere store motorsportsbegivenheder.
Selvom der er optimisme omkring et kommende afrikansk grand prix, ser det ud til, at en endelig beslutning kan trække ud. Dog lader det til, at hvis alt går som planlagt, kan et afrikansk løb være tilbage på kalenderen i 2028.
Indtil da vil Formel 1 fortsætte med at lede efter den bedste måde at genindtage det afrikanske kontinent på.