En ny æra nærmer sig, og holdene leder efter svar et sted, man normalt ikke taler højt om i F1-folden.
Alle 11 Formel 1-hold arbejder intenst på 2026-bilerne, fordi de nye regler ændrer mere end bare detaljerne.
Designet bliver markant anderledes, DRS forsvinder, og motorerne skal bygges omkring en 50/50-fordeling mellem forbrænding og elektrisk kraft.
Det lyder enkelt på papiret, men i praksis har ændringerne skabt nye gnidninger.
Mercedes og
Red Bull har fundet en mulighed i forbrændingsmotorens kompressionsforhold, som kan give ekstra effekt.
Ferrari planlægger ifølge de britiske omtaler at protestere i Melbourne, fordi holdet frygter at stå dårligere i udgangspunktet.
Samtidig fylder den elektriske del mere, end mange havde regnet med. Flere kørere har været kritiske, når snakken er faldet på batteriet og på den måde, energien skal gemmes og bruges på under et løb.
Der bliver talt om, at kørerne i perioder kan blive nødt til at lette speederen og trille ned ad langsiderne for at spare strøm. Det ændrer, hvordan man kører hurtigt, og det ændrer, hvordan man udvikler bilen.
Hjælp hentes i Formel E
Holdene forsøger ifølge F1 Oversteer nu at blive klogere på energistyring ved at trække på erfaringerne fra
Formel E.
Journalisten Jon Jackson sagde i talkSPORT-programmet On Track, at interessen for
Formel E-teknologi vokser, og at der allerede foregår arbejde bag lukkede døre:
- Vi ved, at når de elektriske komponenter ændrer sig, og når så meget energi kommer fra batteriet, så har der været stor interesse for
Formel E-teknologien.
Oplysningerne peger på, at flere
Formel E-kørere bruges i simulatorer til at teste kørestil og energiforbrug i de nye koncepter.
Det bliver ikke præsenteret som et stort samarbejde, men mere som en praktisk genvej til viden, som F1 ikke selv har opbygget i samme grad endnu.
Nick Golding har peget på, at Nyck de Vries ofte viser glimt fra arbejdet som simulatorfører hos McLaren på sociale medier, og at andre
Formel E-navne også hjælper uden at blive nævnt.
Formel E ser paralleller
Spørgsmålet er så, hvad
Formel E-miljøet selv tænker om F1’s henvendelser. Her lyder svaret, at det giver mening, fordi energistyring i årevis har været en kernedisciplin i den elektriske serie.
DS Penske-chefen Phil Charles siger til Formula1.it:
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at de ikke har ringet til mig. Der er mange paralleller til
Formel E i måden, man styrer energi på, og jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at ingen af mine venner i Formel 1 har ringet og sagt, at det, vi laver her, er ekstremt relevant for dem.
Det givet et billede af et felt, der famler efter marginalerne tidligt med ekstra hænder i simulatoren for at hjælpe holdene med at forstå, hvordan 2026-bilerne reelt skal køres.