Efter en tung weekend i Texas forsøger McLaren-køreren at bevare troen på titlen og peger på noget konkret, som stadig giver ham håb. Oscar Piastri fik ikke den amerikanske weekend, han havde håbet på, da et sammenstød på første omgang i sprintløbet og en femteplads i hovedløbet kun gav 10 point, mens
Max Verstappen hentede maksimale 33.
Dermed skar hollænderen kraftigt ind på australierens forspring, som nu er nede på 40 point. McLaren-kollega Lando Norris ligger desuden kun 14 point efter Piastri.
Efter Austin står Piastri med 346 point, Norris på 332 og Verstappen på 306.
Med 141 point tilbage at kæmpe om har den firedobbelte verdensmester hentet 64 point siden Monza.
Situationen er presset, og selv om Piastri stadig fører VM, har pilen peget i den forkerte retning de seneste fire løb.
Erfaring og tro på egne evner
Alligevel er australieren ikke rystet.
I en vurdering af sæsonens udvikling nævnte han ifølge ESPN, at han har “beviser” for, at tingene kan vende:
- Jeg har været i titelkampene før, som var lige så tætte eller tættere, end den her er nu. Så jeg har beviserne for, at det stadig kan ende godt.
Han forklarede, at McLaren fortsat har fart i løbene, men at kvalifikationerne de seneste weekender har været mere udfordrende.
Det har kostet startpositioner og i sidste ende point:
- Jeg skal bare analysere og finde ud af, hvad vi kan gøre bedre. Farten er det, der afgør et mesterskab.
Verstappen presser, men Piastri står fast
Selv om Verstappen har halet markant ind på ham, holder Piastri fast i optimismen.
Han påpeger, at hollænderen stadig har lang vej igen og ikke kan nøjes med enkelte gode weekender, hvis titlen skal skifte hænder:
- Jeg vil stadig hellere være, hvor jeg er, end de to andre.
Siden sommerpausen har
Red Bull tydeligvis fundet ekstra fart.
Verstappen vandt både sprinten og hovedløbet i Austin og nærmer sig en fuldendt sæsonafslutning.
Han selv erkendte, at han ikke havde troet på en titelkamp, da han var over 100 point bagud efter Zandvoort, men at nu er mesterskabet åbent igen.
For Piastri handler resten af sæsonen om at finde tilbage til tempoet fra foråret.
Der resterer fem løb, og australieren mener, at det stadig er ham, der har kortene på hånden. Især hvis McLaren rammer balancen mellem fart og stabilitet:
- Finder vi farten igen, kommer resultaterne af sig selv.