Verdensmesterens opfordring til en friskere livery kan snart blive en realitet.
Red Bull har givet F1-fans noget at spekulere over med en ny teaser, der antyder en mulig ændring af holdets ikoniske livery.
Det sker efter en opfordring fra Max Verstappen, der har ønsket et frisk pust til teamets velkendte design. Det skriver Racing News 365.
Siden Red Bulls debut i Formel 1 i 2005 har bilens grundlæggende farveskema været stort set uændret, med en mat finish indført i 2016 som den mest markante ændring.
Men Verstappen har nu udtrykt et ønske om variation.
"Jeg håber, det bliver lidt anderledes. Vi har haft så mange matte-blå biler, men nogle gange er det rart at spice det lidt op," sagde hollænderen forud for sin titelforsvarende sæson.
Den nye RB21-livery bliver officielt afsløret den 18. februar ved F1 75 live-eventet i Londons O2-arena.
Selve bilen får sin første rigtige fremvisning under en shakedown-test forud for pre-season-testen i Bahrain, som starter den 26. februar.
I teaseren ses farver, der minder om AlphaTauris tidligere design fra 2020-2023, hvilket har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Red Bull vil tage en mere dristig retning end tidligere.
Red Bull har delt en teaser på det sociale medie X:
Red Bull har før skiftet udtryk i kortere perioder. Det er dog særligt sket under testforløb, og det har derfor ikke været permanente ændringer.
I 2015 imponerede de med en "camo bull"-udgave, der skjulte bilens aerodynamiske detaljer, og i 2018 og 2019 blev alternative testdesign også afprøvet.
Det store spørgsmål er nu, om den nye livery bliver en varig ændring, eller om det blot bliver en midlertidig afvigelse fra det klassiske look. Med Red Bulls historik for kreativ markedsføring og showmanship kan fans forvente en spektakulær afsløring, når RB21 endelig præsenteres.