gettyimages 2187578339

Schumacher til F1-kører: Du burde undskylde til dit team

Formel 1jul. 16 , 19:47
Lance Stroll leverede sit bedste resultat i ti løb med en syvendeplads ved det regnfulde Grand Prix på Silverstone.
Alligevel var den canadiske kører alt andet end tilfreds med sin Aston Martin-racer, som han efter løbet kaldte "det værste stykke lort, jeg nogensinde har kørt i mit liv".
Udtalelsen faldt under cooldown-lapen, hvor Stroll i samtale med sin race engineer Gary Gannon udtrykte stor frustration over bilens præstationer – især dækkets nedbrydning.
Gannon roste indsatsen og påpegede, at både Stroll og holdkammeraten Fernando Alonso havde hentet point, men Stroll afviste hurtigt rosen med en skarp kommentar til AMR25-modellen.
Ralf Schumacher: "Det er helt uacceptabelt"
Den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher har efterfølgende kritiseret Strolls udtalelser i podcasten "Sky Deutschland Backstage Pitlane".
- Jeg må sige, at det er meget skuffende og, helt ærligt, et spørgsmål om opførsel, sagde Schumacher og fortsatte:
- Man skal tænke på den effekt, det har udadtil. Mekanikerne arbejder dag ud og dag ind for, at bilerne kan køre – og så kommer chefens søn og siger sådan noget. Det er helt uacceptabelt. Det indikerer dårlig opdragelse. Jeg ved ikke, hvilken filmhelt han tror, han er. Sådanne udtalelser forringer også hans egne resultater.
Schumacher opfordrer direkte Stroll til at sige undskyld:
- Kære Lance, undskyld over for teamet.
Kritik trods fremgang i pointstillingen
Aston Martin havde ikke hentet point siden sæsonens andet løb i Kina, og med syvendepladsen til Stroll og niendepladsen til Alonso leverede teamet deres første dobbelte pointplacering i 2025-sæsonen.
Aston Martin er nu oppe på 36 point i konstruktørernes mesterskab, lig med Racing Bulls og blot fem point fra Sauber på sjettepladsen.
Efter løbet var Stroll dog mere afdæmpet i medierne.
- Jeg synes, resultatet var godt. Vi havde meget dækdegradering og kunne ikke rigtig kæmpe med det. Sauber havde meget mere greb, udtalte han til blandt andre PlanetF1.com.
Han tilføjede, at både de bløde og intermediate-dæk havde store problemer med nedbrydning, hvilket gjorde det vanskeligt at holde bilen på banen i løbets afslutning.
Trods problemerne var han tilfreds med teamets strategi og vurderede, at det var et godt resultat under de givne betingelser.
Mest læste