De tidligere verdensmestre
Lewis Hamilton og
Sebastian Vettel må dele en særlig og knap så ønskværdig titel.
Det er en titel som Bernd Mayländer, der har været Safety Car-kører i Formel 1 siden år 2000, har givet dem.
Ifølge tyskeren er de nemlig de to kørere, som klager mest, når de befinder sig bag en safety car under løb.
- Umiddelbart vil jeg sige Sebastian og Lewis, sagde Mayländer i et interview med The Telegraph, og tilføjede:
- Men jeg bebrejder dem ikke for det.
Klager bag safety car
Safety Caren er en vigtig del af sikkerheden i Formel 1, hvor den bliver sat ind, når der opstår farlige situationer på banen.
Mayländer, tidligere DTM-kører, kører i dag enten en Mercedes-AMG GT Black Series eller en Aston Martin Vantage, når han fører feltet an ved reduceret fart.
Selvom det kan se langsomt ud fra en Formel 1-bils perspektiv, insisterer Mayländer på, at han bestemt ikke tøffer rundt:
- Når banen er klar, kører jeg nok med 95 procent af racetempo, sagde han.
Hamilton og Vettel har begge i flere tilfælde ytret utilfredshed over tempoet bag safety caren, og det er netop disse gentagne kommentarer over radioen, som har skabt deres ry hos Mayländer.
Det betyder dog ikke, at han tager det personligt.
Hamilton udpeget som "bedst til at gemme sig"
Hamilton har desuden tidligere fået en særlig omtale af Mayländer, som i et interview med Auto Motor und Sport i 2023 beskrev, hvordan den britiske kører ofte forsøger at gemme sig bag bilen:
- Lewis gemmer sig altid lidt bag bilen. Du skal hele tiden kigge i den blinde vinkel – hvor er han?
Hamilton og Vettel deler tilsammen 11 verdensmesterskaber, hvoraf Hamilton står for syv og Vettel for fire.
Hamilton har i 2025-sæsonen skiftet til Ferrari i jagten på den ottende titel, men med en sjetteplads i den nuværende stilling og 131 point op til førende Oscar Piastri ser det svært ud for briten i år.