fred vasseur ferrari

Slut med spekulationerne: Ferrari forlænger med omdiskuteret chef

Formel 1jul. 31 , 10:30
Ferrari har forlænget kontrakten med teamchef Frederic Vasseur, der nu får flere år til at føre det italienske Formel 1-hold tilbage til toppen.
Ferrari har givet teamchef Frederic Vasseur en ny flerårig kontrakt. Det sker kort før Ungarns Grand Prix i weekenden.
Den 57-årige franskmand har stået i spidsen for Formel 1-holdet siden begyndelsen af 2023, hvor han overtog efter Mattia Binotto.
Vasseur har været en central figur i Ferraris plan om at vende tilbage til titelkampen og spillede en afgørende rolle i at hente syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton fra Mercedes.
I maj måned blev han mødt af hård kritik i italienske medier, hvor der blev spekuleret i, om hans job var i fare på grund af manglende resultater i denne sæson.
Vasseur afviste dengang rygterne og kaldte dem både “hårde” og “respektløse”, især over for de ansatte under ham.
Stærke fundamenter for fremtiden
Med den nye kontrakt, der løber til mindst 2027, har Ferrari sat en tyk streg under, at Vasseur fortsætter som holdets samlingspunkt.
– Jeg er taknemmelig for den tillid, Ferrari fortsat viser mig. Denne forlængelse er ikke kun en bekræftelse, men også en udfordring om at fortsætte udviklingen, holde fokus og levere, siger Vasseur i pressemeddelsen.
Han understreger, at teamet i løbet af de seneste 30 måneder har lagt et solidt fundament, som nu skal bygges videre på med stabilitet og målrettethed.
Ferrari har siden Vasseurs ansættelse vist fremskridt.
I 2024 sluttede holdet blot 14 point efter McLaren i kampen om konstruktørernes mesterskab, og forventningerne til 2025 steg yderligere med tilgangen af Hamilton, der nu kører sammen med Charles Leclerc.
Mangler stadig sejre
Selv om Ferrari har taget fem podieplaceringer i år, alle kørt hjem af Leclerc, er holdet endnu uden en grand prix-sejr efter 13 løb.
Det har efterladt Ferrari i en tæt duel med Mercedes og Red Bull om andenpladsen i konstruktørmesterskabet.
Ferraris administrerende direktør Benedetto Vigna bakker fuldt op om forlængelsen.
– Det afspejler vores tillid til Freds lederskab – en tillid, der bygger på fælles ambitioner og klare ansvarsområder. Vi går fremad med beslutsomhed og fokus, forenet i jagten på det præstationsniveau, Ferrari skal stræbe efter, siger han.
Tidligere omgærdet af spekulationer
Fred Vasseur har i længere tid været genstand for spekulationer omkring sin fremtid som teamchef i Ferrari.
På trods af at han har stået i spidsen for teamet siden begyndelsen af 2023-sæsonen, har manglende sportslige resultater og taktiske fejl under løb ført til stigende kritik.
Særligt Ferraris manglende evne til at konvertere potentiale til sejre i 2025 har intensiveret presset, og flere medier har rapporteret om interne spændinger.
På Silverstone bekræftede CEO Benedetto Vigna, at man aktuelt diskuterer Vasseurs rolle i teamet, hvilket blev opfattet som et tegn på usikkerhed om hans fortsatte tilstedeværelse.
Han undlod at give nogen garanti for en kontraktforlængelse og lagde i stedet vægt på behovet for sammenhold.
Samtidig har navnet Antonello Coletta, der står i spidsen for Ferraris sportsvognsprogram, cirkuleret som en mulig afløser, hvilket har bidraget til spekulationerne om en potentiel udskiftning.
Men nu ligger det altså fast, at det bliver Frederic Vasseur, som skal stå i spidsen for Ferraris F1-hold.
Med den nye aftale sikrer Ferrari stabilitet i ledelsen, mens jagten på det første konstruktørmesterskab siden 2008 og første kørertitel siden 2007 fortsætter.
Mest læste

Mest læste