Günther Steiner var rasende efter Monacos Grand Prix, hvilket har fået ham til at kræve et nyt steward-system. I dag har de fleste store sportsgrene professionelle dommere. Sådan forholder det sig ikke i Formel 1, men ifølge Günther Steiner skal der laves om på dette.
Han mener, at man skal droppe det nuværende system med lokale stewards. I stedet skal de erstattes med et fast hold af professionelle dommere.
Dette har han udtalt i kølvandet på Monacos Grand Prix, hvor Nico Hülkenberg blev straffet for en kollision med Logan Sargeant (Williams).
Stewards vurderede, at der var kontakt, men det er Steiner slet ikke sikker på. Derfor var han også meget frustreret, da han udtalte sig om episoden forud for Spaniens Grand Prix.
"Jeg kan ikke se noget sammenstød. Jeg sagde til stewards, at ved en kollision er der kontakt. Det er, hvad definitionen er. Jeg prøver at få en forklaring, for jeg mener, at de er helt galt på den. Det er første omgang, der var ingen kontakt. Skal vi bare køre paradekørsel?" sagde han.
Han hæftede sig også ved, at andre kørere kun fik et sort-hvidt-flag for samme forseelse. Desuden slog han også fast, at han ikke kan se, at der er en kollision mellem de to kørere.
Dette fik ham til igen at understrege, at der er brug for et nyt steward-system.
"Vi har brug for et andet steward-system. Enhver professionel sport har professionelle dommere. F1 er en af verdens største sportsgrene, og vi har stadig lægfolk, der bestemmer skæbnen for folk, som har millioner på spil. Det er en evig debat, for vi har ingen konsistente beslutninger," lød det.