Den tidligere Formel 1-kører
Marc Surer har rettet hård kritik mod
Lewis Hamilton, som ifølge ham kæmper, når han ikke sidder i den hurtigste bil.
Lewis Hamilton er blevet kaldt et "forkælet barn" af den tidligere Formel 1-kører Marc Surer.
Kritikken kommer i kølvandet på Hamiltons fortsatte udfordringer siden skiftet fra Mercedes til
Ferrari, hvor han endnu ikke har formået at tage en sejr.
Hamilton har haft svært ved at tilpasse sig livet hos Ferrari, som byder på en helt anden kultur og struktur end Mercedes.
Resultaterne har indtil videre været beskedne, og den syvdobbelte verdensmester mangler stadig at sikre sig en podieplacering i sin nye bil.
"Han løber ind i problemer"
Marc Surer kørte selv 82 grandprix’er fra 1979 til 1986, og han mener, at Hamilton kun leverer, når han har det bedste materiel til rådighed.
- Lewis Hamilton er ganske enkelt et forkælet barn, som altid har kørt de bedste biler. Hvis bilen passer ham, vinder han uden problemer. Men så snart han ikke har den hurtigste bil, løber han ind i problemer, sagde Surer til det østrigske magasin Vollgas.
Han sammenlignede Hamilton med Fernando Alonso, som ifølge Surer har været bedre til at tilpasse sig svagere biler.
- Han [Hamilton] er ikke som Alonso, der kan leve med kompromiser og få det bedste ud af enhver bil, tilføjede han.
Bremsesystem giver udfordringer
En af Hamiltons største vanskeligheder hos Ferrari har været overgangen til Brembo-bremser, som han ikke tidligere har arbejdet med.
Det har givet problemer i flere løb, da han ofte har manglet den selvtillid i de sene nedbremsninger, der tidligere var en af hans styrker hos Mercedes.
Surer udtrykte sin overraskelse over, at Hamilton ikke har formået at vende udfordringerne til sin fordel.
- Jeg havde ikke forventet det. Jeg troede, han stadig ville skinne i løbene takket være sin erfaring. Men det sker ikke.
- På den anden side kæmpede han allerede de seneste to år mod George Russell. Hos Ferrari har han nu en ekstremt hurtig holdkammerat i Charles Leclerc, forklarede han.