gettyimages 97632482

Tidligere Formel 1-kører anholdt og sigtet for bedrageri

Formel 1dec. 02 , 11:06
Tidligere Formel 1-kører er blevet anholdt i Tyskland.
Den tidligere tyske Formel 1-kører Adrian Sutil er blevet anholdt i Tyskland.
Han er sigtet for både underslæb og bedrageri. Ifølge flere tyske medier skete anholdelsen som led i en større international politiaktion.
42-årige Sutil blev ifølge tyske medier ført væk i håndjern.
Den offentlige anklager i Stuttgart har bekræftet, at der er indledt en omfattende efterforskning.
I den forbindelse er flere adresser i Baden-Württemberg, Monaco og Schweiz blevet ransaget.
Sparsomme oplysninger om sagen
Hverken politiet eller Sutil har kommenteret sagen yderligere, og det er endnu uklart, hvad efterforskningen specifikt drejer sig om. Sutil er fortsat varetægtsfængslet.
Adrian Sutil kørte i Formel 1 fra 2007 til 2014, hvor han repræsenterede hold som Spyker, Force India og Sauber.
Han opnåede aldrig en podieplacering i sin karriere, men en fjerdeplads og flere femtepladser, herunder i Monaco i 2013, blev blandt hans bedste resultater.
Han afsluttede sin aktive kørerkarriere efter en sæson hos Sauber i 2014.
Uheldige episoder udenfor banen
Sutils navn har tidligere været involveret i sager udenfor racerbanen.
I 2011 blev han involveret i en episode på en natklub i Shanghai, hvor han kom i fysisk klammeri med Lotus-holdets chef, Eric Lux.
Episoden medførte, at Lux blev ramt med et champagneglas og skulle syes med 24 sting i halsregionen.
Sutil undskyldte efterfølgende og nægtede, at det var sket med vilje.
Han blev senere idømt 18 måneders karantæne samt en bøde på 200.000 euro.
Det blev også starten på en konflikt med hans tidligere nære ven Lewis Hamilton, som nægtede at vidne i sagen.
Ifølge Sutil ændrede Hamilton telefonnummer uden at informere ham, hvilket fik Sutil til at udtale, at "man skal ikke forvente at finde venner i paddocken".
I 2020 var Sutil igen i mediernes søgelys, da han forulykkede i en sjælden McLaren Senna LM i Monacos gader. Der blev kun produceret 24 eksemplarer af bilen, hvor kun seks af dem blev solgt.
Mest læste

Mest læste

Loading