toto wolff lewis hamilton

Toto Wolff sender stærkt budskab til Lewis Hamilton efter Ungarn-krise

Formel 1aug. 05 , 11:41
Mercedes-bossen støtter sin tidligere verdensmester efter et af karrierens dårligste løb.
Lewis Hamilton oplevede en af sine sværeste weekender i Formel 1, da han ved Ungarns Grand Prix sluttede helt nede som nummer 12 og endda blev overhalet med en omgang.
Efter løbet kaldte han sig selv “ubrugelig” og antydede, at Mercedes måske burde finde en anden kører, efter endnu en skuffende præstation.
Hamilton røg ud allerede i Q2 som nummer 12 i kvalifikationen og formåede ikke at hente point i søndagens løb.
Resultatet var hans dårligste i Ungarn nogensinde, og det har ført til spekulationer om britens fremtid i Formel 1.
Wolff forsvarer Hamilton
Mercedes-teambossen Toto Wolff, som arbejdede tæt sammen med Hamilton under hans seks verdensmesterskaber for holdet, mener dog, at udtalelserne blot viser, hvor følelsesladet situationen var for køreren.
- Nej, det var bare Lewis, der havde følelserne uden på tøjet, sagde Wolff til medier, heriblandt RacingNews365.
- Det var meget råt. Han tvivlede på sig selv, men vi har set det før, når han følte, han havde underpræsteret i forhold til sine egne forventninger. Han er følelsesmæssigt gennemsigtig, og han slår sig selv oven i hovedet, når tingene ikke lykkes, siger Wolff og fortsætter:
- Han er GOAT (den bedste nogensinde, red.), og det vil han altid være. Ingen kan tage det fra ham, og i hvert fald ikke en enkelt weekend eller sæson, der ikke går efter planen.
Wolff understreger, at Hamilton har mere at opnå i Formel 1.
Han peger på, at de nye regler og biler i 2026 kan passe bedre til den syvdobbelte verdensmesters kørestil, og at han håber at se briten fortsætte flere år endnu.
Fokus på fremtiden
Mercedes har kæmpet med de nuværende biler med ground effect siden regelændringerne i 2022, og Wolff antyder, at en ny generation af biler kan give Hamilton fornyet succes.
- Han har uafsluttet arbejde i Formel 1. Han skal ikke nogen steder næste år. De nye biler bliver helt anderledes at køre, og de nye motorer vil kræve en intelligent tilgang til energistyring. Jeg håber, han bliver i mange år endnu, sagde Wolff.
Mest læste