franco colapinto

Vild påstand: Alpine står til at erstatte Colapinto med overraskende kører

Formel 1maj 21 , 22:33
Det begynder at ligne en kort fornøjelse for Franco Colapinto hos Alpine.
Efter en svær debut i Imola, hvor argentineren crashede i kvalifikationen og sluttede på en skuffende 16.-plads, er der allerede intern uro og pres for at finde en mere stabil løsning.
Og nu peger meget på, at Mick Schumacher, i stedet for den mere profilerede Sergio Perez, pludselig er blevet et seriøst bud på en snarlig afløser.
Colapinto kom ind som erstatning for Jack Doohan, som ikke leverede point i sine første seks løb.
Men selvom Colapinto kun har fået en kontrakt på fem løb, med en intern evaluering før Silverstone-løbet, er det allerede tydeligt, at Flavio Briatore og Alpine-ledelsen er bekymrede.
Det hjælper heller ikke, at Colapinto har været omgærdet af mindre drama, og at nogle fans nu i stigende grad presser på for at få Doohan tilbage i bilen.
Tysk stabilitet og kendskab
Ifølge tyske Express.de ser Alpine nu Mick Schumacher som en “lav-vedligeholdelse” kandidat – et pålideligt og arbejdsvilligt alternativ til Colapinto.
Selvom Schumacher tidligere blev overset til fordel for Doohan, har hans stærke præstationer i World Endurance Championship (WEC) i 2025, herunder to podieplaceringer i tre løb, givet ham ny status internt i Enstone-lejren.
Hans samarbejde med Alpine i WEC har både vist hans modenhed og tekniske forståelse, og teamet ser ham nu som en potentiel stabil makker til Pierre Gasly.
Hans erfaring fra 44 F1-løb med Haas (2021–2022) er heller ikke uden betydning i et team, der i øjeblikket kæmper med ustabilitet.
Sergio Perez nævnes også som kandidat, særligt fordi hans store sponsor Carlos Slim Domit angiveligt mødtes med Briatore under Miami Grand Prix for at drøfte en mulig aftale.
Men Perez har eftersigende allerede en foreløbig aftale med Cadillac for deres F1-debut i 2026 og overvejer også muligheder hos Mercedes.
Derfor er det uklart, om han reelt er tilgængelig, elller interesseret, i et Alpine-sæde midt i en turbulent sæson.
Store sponsoraftaler er ikke nok
Ud over Schumacher og Perez er Paul Aron også nævnt som outsider, hvilket understreger, at Colapintos plads langt fra er sikker og alle sten bliver vendt.
Selvom Colapinto har bragt store sponsoraftaler fra Latinamerika med sig, bl.a. YPF og Mercado Libre, er det tydeligt, at Alpine prioriterer sportslig stabilitet over kommercielle hensyn, hvis resultaterne udebliver.
Hvis Colapinto ikke leverer markante forbedringer over de næste løb, kan Alpine meget vel trække i nødbremsen og give Schumacher en ny chance i Formel 1 og det bliver måske allerede til løbet i Silverstone i juli.
Mest læste