kim andersson

42-årig legende takker af: Indstiller karrieren efter 26 år på topplan

Håndboldmar. 25 , 16:38

En epoke i international håndbold nærmer sig sin afslutning.

Den svenske stjernespiller Kim Andersson har annonceret, at han indstiller sin aktive karriere efter denne sæson, hvor han i en alder af 42 år runder imponerende 26 år på eliteplan. Det skriver Handbollskanalen.

Karrieren begyndte i Ystads IF i 1999, og det er netop her, ringen nu sluttes. Efter en glorværdig periode i udlandet og et comeback til barndomsklubben i 2015, siger Andersson farvel til håndbolden – i hvert fald på banen.

Han stopper dog ikke helt, for han fortsætter i en ny rolle som assistenttræner for Oscar Carlén, ligesom han bliver ungdomschef i klubben.

- For mig føles det fantastisk at blive ved med at være tæt på håndbold – også efter min spillerkarriere, siger Andersson selv.

- Det bliver utroligt spændende at danne par med Oscar – i mine øjne den absolut bedste træner i ligaen. Jeg ser virkelig frem til denne nye udfordring og muligheden for at bidrage på en ny måde.

Dominerende skikkelse på et dominerende hold

Kim Andersson har haft en karriere, som enhver håndboldspiller kan misunde. På klubniveau vandt han seks Bundesliga-titler og tre Champions League-titler med THW Kiel, hvor han var en central skikkelse på et af Europas mest dominerende hold i 00’erne.

I Sverige blev det til tre mesterskaber, to med IK Sävehof og ét med Ystads IF.

På landsholdet skrev han sig også ind i historien med 240 kampe og 824 mål for Sverige. Han deltog i flere EM-, VM- og OL-slutrunder og var kendt for sin skarpe venstrehånd, alsidige skudrepertoire og taktiske overblik.

Vælger at give tilbage til barndomsklubben

Ifølge TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard er det en kæmpe personlighed, der nu siger stop:

- I sin tid, da han var bedst, var han en fænomenal spiller, fordi han forenede et formidabelt skud med evnen til at skabe overtal og læse spillet. Når du kombinerer det med hans vidunderlige venstrehånd og mange skudformer, så har man egentlig billedet af den store spiller.

Nyegaard fremhæver også Anderssons loyalitet og evne til at vende tilbage til sine rødder:

- Det er fantastisk, når spillere vælger at give tilbage til deres barndomsklub og investerer tid og erfaring. Det er ikke alle, der lykkes med det, men Kim er et supergodt eksempel.

Anderssons nuværende klub Ystads IF er blandt favoritterne til det svenske mesterskab i denne sæson, og der er lagt op til et emotionelt og potentielt triumferende farvel til banen for én af sportens store profiler.

Mest læste

Mest læste