Helena Elver har ikke været med i mere end to år, men nu er hun klar til at vende tilbage. Som sportsudøver kan skader sætte en stopper for rigtig mange ting.
Det er især gældende, hvis man pådrager sig en alvorlig skade, som kræver en lang og sej genoptræning.
Det er der flere atleter, der kan skrive under på, og en af dem er Helena Elver.
Den danske håndboldspiller har været igennem et frygteligt skadeshelvede, som har holdt hende ude af landsholdstruppen i 732 dage.
Men nu kan hun glæde sig over, at det er slut. Den 25-årige håndboldstjerne er nemlig blevet udtaget til Danmarks VM-trup.
Nu får hun muligheden for at vise sig frem foran hele nationen, hvilket hun ikke har gjort i lang tid.
Hun har selv afsløret, at det var assistenttræneren på landsholdet, Lars Jørgensen, der gav hende den gode nyhed.
"Han ringede til mig et par dage, inden det kom ud. Han fortalte, at de havde valgt at tage mig med og forklarede hvorfor, " siger hun til Ekstra Bladet.
Da hun blev ringet op, var hun i fuld gang i træningslokalet sammen med sit hold. Da hun fik opkaldet, var hun naturligvis meget glad, hvorfor hun lod tårerne få frit løb.
"Jeg var faktisk nede og styrketræne med mit hold. Der stod ti piger og var meget interesserede i at høre, hvad Lars havde at sige. Vi krammede, og jeg græd lidt, som jeg plejer, når jeg bliver meget glad," afslører hun.
Efterfølgende kunne hun ikke helt lade sin telefon ligge.
I stedet skyndte hun sig at ringe rundt til sin familie og de nærmeste omkring hende. For de skulle naturligvis også høre den gode nyhed.