Thomas Arnoldsen er igen nødt til at trække sig fra håndboldbanen på ubestemt tid.
Den unge landsholdsspiller har i knap to sæsoner kæmpet med både fysiske og mentale udfordringer, som nu har ført til en midlertidig pause fra sporten.
Det skriver
Aalborg Håndbold på sin hjemmeside.
Arnoldsen kom til Aalborg Håndbold fra Skanderborg AGF i sommeren 2023, men kort efter meldte han sig syg med udmattelse.
Et halvt års udredning førte til en ADHD-diagnose, som han siden har forsøgt at håndtere gennem støtte fra klubbens lægefaglige team og relevante specialister.
– Selvom jeg fik det meget bedre og kunne spille håndbold igen, så gik symptomerne aldrig helt væk og blev gradvist værre i denne sæson, fortæller Arnoldsen.
Han forklarer, at han i foråret påbegyndte medicinsk behandling for ADHD, hvilket medførte en indkøringsperiode, hvor han måtte holde sig fra både træning og kampe.
– Indkøringen af medicinen er stadig i gang, og jeg har fortsat symptomer. Det gør, at det i øjeblikket ikke er muligt for mig at dyrke den sport jeg elsker så meget, siger han.
Beslutningen om en ny pause er taget i fællesskab med Aalborg Håndbold, og målet er at sikre en fuld afklaring og genskabe et solidt fundament for et eventuelt comeback.
Klubben bakker op i processen
Hos Aalborg Håndbold er der fuld opbakning til Arnoldsen og det nødvendige forløb.
Direktør Jan Larsen anerkender, at situationen er vanskelig, men understreger, at klubben prioriterer helbred og trivsel højest.
– Vi gør alt hvad vi kan, både med de lægefaglige muligheder vi har til rådighed i hverdagen, samt med den eksterne ekspertise vi har tilknyttet Thomas. Blandt andet får han støtte fra vores præstationspsykologiske konsulent Martin Langagergaard, siger direktøren.
Han understreger samtidig, at det ikke er muligt at give en tidshorisont for Arnoldsens tilbagevenden.
Fokus er i stedet rettet mod at hjælpe spilleren bedst muligt gennem forløbet, uden at lægge unødigt pres på ham.
Klubben og Arnoldsen opfordrer medier, fans og øvrige interessenter til at respektere ønsket om ro, så spilleren får de bedst mulige betingelser for at komme stærkt tilbage, når tiden er rigtig.