Alec Smit

Aalborg Håndbold henter øjeblikkelig erstatning

Håndboldokt. 31 , 15:21
Aalborg Håndbold har hentet en ny spiller efter en alvorlig skade i truppen. Hollandske Alec Smit tiltræder med det samme.
Aalborg Håndbold har fundet en erstatning for den langtidsskadede Patrick Wiesmach, der efter en alvorlig skulderskade ventes ude i resten af sæsonen.
Hollandske Alec Smit er blevet hentet ind med øjeblikkelig virkning og træder dermed ind som ny højrefløj hos de danske mestre.
Overraskende tilgang
Det vakte opsigt, da klubben fredag offentliggjorde nyheden om tilgangen af Smit.
Tidligere havde Aalborg nemlig meddelt, at man ikke forventede at hente en direkte erstatning for Wiesmach udefra.
Alligevel blev muligheden for at prøve Alec Smit af hurtigt en realitet.
- Kort efter fik vi mulighed for at se Alec nærmere an. Her har han vist sig som en oplagt mulighed for os. Dels fordi han er i god form, og dels fordi han allerede har et godt kendskab til den danske liga efter sine mange år i Sønderjyske. Derfor er vi glade for, at vi i dag har indgået en aftale for resten af sæsonen, udtaler teammanager Martin Larsen i en pressemeddelelse.
Kendskab til dansk håndbold
Alec Smit er 26 år og har spillet 62 landskampe for Holland.
Han har senest spillet for den schweiziske klub Pfadi Winterthur, men har også tidligere været en profil i den danske liga, hvor han optrådte for Sønderjyske.
Hollænderen kan få debut i den røde trøje allerede den 6. november, hvor Aalborg Håndbold møder Ribe-Esbjerg i den danske liga.
Aftalen med klubben løber frem til sæsonens afslutning.
Alec Smit fortæller, at han siden sommer har holdt sine muligheder åbne og hurtigt traf beslutningen, da Aalborg tog kontakt.
- Jeg er glad og stolt over at komme til de danske mestre med muligheden for at spille med om flere titler, samt at prøve at være med i Champions League. Det er noget, jeg altid har drømt om, siger han i pressemeddelelsen.
i Aalborg Han overtager trøjenummer 6 i Aalborg Håndbold og går ind i en trup, der aktuelt er aktiv i både den danske liga og Champions League.
Mest læste

Loading