Det var ikke nemt at finde sig til rette i de nye omgivelser. Nu fortæller Aalborgs tyske styrmand om forløbet.
Da
Juri Knorr i sommer tog springet fra Rhein-Neckar Löwen til
Aalborg Håndbold, var det med store forventninger.
Den 25-årige playmaker havde i fire år været en nøglefigur i Bundesligaen, men ønskede at udvikle sig i nye omgivelser.
Alligevel blev starten hårdere, end han havde forestillet sig.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at starten var let. Det var en kæmpe tilpasning. Jeg var nødt til at træde ud af den komfortzone, som jeg helt sikkert havde i Rhein-Neckar Löwen, fortæller han til Sport Bild.
Knorr har siden sin ankomst spillet sammen med profiler som Niklas Landin, Sander Sagosen og Lukas Nilsson.
På papiret er det et drømmehold, men det er også et sted, hvor alt er anderledes. Sproget, hverdagen og rytmen i ligaen krævede tilvænning.
Han sammenligner perioden med sit ophold i FC Barcelona i 2018, hvor han følte sig som den nye i klassen.
En følelse, der kommer langsomt
Sæsonen har indtil nu budt på både udfordringer og lyspunkter.
I Bambuni
Herreligaen har Knorr scoret 30 mål i syv kampe, og i EHF Champions League står han allerede noteret for 22 mål i fem optrædener.
Ifølge Handball World har hans spil udviklet sig markant i løbet af efteråret, efterhånden som han er faldet til i Aalborg.
Knorr beskriver det som “mere en følelse, der kommer langsomt”.'
I begyndelsen kendte han næsten ingen i omklædningsrummet og forstod ikke meget af samtalerne:
- Man sidder på sidelinjen og føler sig automatisk som outsider, når man ikke taler sproget. Jeg er den eneste ikke-skandinav på holdet, og det sætter sine spor. Men når man har klaret det og er faldet til, er det en god følelse.
Trods den vanskelige start er han begyndt at finde ro i det nordjyske, trænerstaben har rost hans professionalisme, og medspillerne fremhæver hans overblik og ro i de afgørende situationer.
Gislasons ros og EM i horisonten
Den tyske landstræner Alfred Gislason har fulgt sin playmaker tæt:
- Jeg har set en del til Juri i Aalborg. Han har udviklet sig rigtig godt. Selvfølgelig havde han lidt udfordringer med at falde til i starten, men han har fundet sin plads.
Knorr er netop nu samlet med det tyske landshold, som møder Island i to testkampe i Nürnberg og München.
Kampene er en del af forberedelserne til EM i januar, hvor Tyskland skal spille sine kampe i Herning.
Knorr peger på Danmark som favorit til at vinde turneringen.
- Det er en All-Star-trup. Det er næsten uretfærdigt, siger han med et smil.
Efter Danmark ser han Frankrig som den nærmeste udfordrer.
På trods af Danmarks status som firedobbelte verdensmestre er holdet ikke blevet europamester siden 2012.