Der er trængsel omkring kampene, og kommunen havde noget i støbeskeen. Men en lille detalje har vist sig sværere at håndtere end ventet.
Når
Aalborg Håndbold spiller på hjemmebane, er det ikke kun inde i hallen, der er fyldt. Også udenfor er der kamp om pladsen.
Biler holder side om side på græsarealer, og også ved andre arrangementer i Gigantium bliver det hurtigt vanskeligt at finde parkering.
Kommunen har længe været klar over problemet og har arbejdet med en plan, der skal give området et løft.
Udvidelsen skulle inkludere nye parkeringsarealer, fastfoodrestauranter og en mere smidig indkørsel.
Det hele er tænkt som en løsning, der skal rumme de mange borgere, som benytter anlægget året rundt.
Men hvor trafik og infrastruktur normalt kan løses med maskiner og budgetter, er det noget helt andet, der har fået planerne til at gå i stå.
Spænder ben for byggeriet
I et nærliggende område har flagermus etableret sig, og det er ikke uden betydning.
Ifølge TV2 Nord er kommunen grundet EU-lovgivning forpligtet til at beskytte både dyrene og deres opholdssteder.
Det betyder, at hele udvidelsen nu enten skal justeres eller sættes på pause.
Kommunen har forsøgt at flytte flagermusene ved at opstille alternative boliger i nærområdet, blandt andet i form af flagermuskasser og kunstige træstammer.
Men ifølge Aalborg Kommunes egen naturvejleder, Mikkel Rødvig, har det kun haft begrænset effekt.
Han fortæller, at de alternative løsninger sjældent bruges til hverken fødesøgning eller yngleplads, og at det samlede økosystem derfor risikerer at gå tabt, hvis man fjerner dyrenes naturlige levested.
Kommunens håb er, at man kan gøre de kunstige opholdssteder attraktive nok til, at flagermusene flytter frivilligt.
Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen udtaler:
- Der er den fordel ved dem, at de har heldigvis vinger.
Publikum må væbne sig med tålmodighed
Gigantium bruges flittigt af mange grupper, ikke kun håndboldfans.
Også tilskuere til
Aalborg Pirates i ishockey, koncertarrangementer osv. skaber et stort behov for kapacitet, både inde og ude.
Og netop manglen på parkeringspladser har vist sig at være en fælles udfordring.
Derfor er det ikke kun én aktør, der bliver ramt af forsinkelsen.
Alle der benytter Gigantium må fortsat indstille sig på udfordrende forhold, indtil der findes en løsning, der både tager højde for menneskenes behov og naturbeskyttelsen.