NHL-stjernen
Nikolaj Ehlers vender tilbage til rødderne. Den danske landsholdsprofil bliver ny hovedaktionær i
Aalborg Pirates og vil give sin moderklub et økonomisk løft.
Landsholdsstjernen Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller for Carolina Hurricanes i NHL, overtager nu ejerskabet af den danske ishockeyklub Aalborg Pirates.
Den 29-årige forward står i spidsen for en ny ejerkreds, som skal sikre klubbens fremtid i toppen af Metal Ligaen.
Aalborg Pirates bekræfter i en pressemeddelelse, at Ehlers bliver hovedaktionær, mens hans far, den tidligere landstræner Heinz Ehlers, også får en central rolle i ledelsen.
Klubben har i længere tid arbejdet på at finde nye investorer efter en periode med økonomiske vanskeligheder.
- Jeg er rigtig glad for, at jeg på denne måde får mulighed for at give tilbage til min moderklub, siger Nikolaj Ehlers i meddelsen.
- Aalborg Pirates har altid betydet meget for mig, og jeg håber, at jeg sammen med de andre investorer kan give klubben det økonomiske løft, den har brug for, så klubben fortsat kan være med i toppen af dansk ishockey.
Lokale kræfter bag ejerskabet
Ud over Ehlers-familien består ejerkredsen af en mindre gruppe lokale investorer. Overdragelsen er dog betinget af en bestået due diligence-proces og endelig godkendelse fra de relevante instanser.
Afgående bestyrelsesformand Morten Fals kalder løsningen ideel.
- Det her er et drømmescenarie for Aalborg Pirates. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det hele tiden var den her løsning, jeg og bestyrelsen helst ville skabe, siger han.
Han fortæller samtidig, at klubben gennem de seneste 14 måneder har arbejdet intensivt på at gøre Pirates attraktiv for nye ejere.
En klub med udfordringer
Aalborg Pirates har det seneste år været igennem en turbulent periode.
Skandalen omkring den tidligere direktør
Lars Laursen afslørede et større hul i økonomien, end klubben først havde antaget.
Det førte til, at fans og kreditorer flere gange blev bedt om at hjælpe økonomisk, hvis klubben skulle bevare sin position i toppen af dansk ishockey.
Som en del af forberedelserne til ejerskiftet tiltrådte Peter Lauridsen i juni som midlertidig direktør, indtil den nye ejerkreds er fuldt på plads.
Ehlers vender hjem med erfaring
Nikolaj Ehlers startede sin karriere i Aalborg, før han som teenager tog til Schweiz og senere blev NHL-draftet af Winnipeg Jets.
Han har over 600 NHL-kampe på sit CV, er fast mand på det danske landshold.
Tidligere på sommeren skrev Ehlers under på en seks-årig aftale med Carolina Hurricanes til en værdi af 51 millioner dollars, eller ca. 330 millioner kroner.
For Aalborg Pirates markerer det nye ejerskab en milepæl, hvor en af klubbens største profiler nogensinde nu er med til at sikre fremtiden på og uden for isen.