Niklas Landin

Aalborg Håndbold moser modstander i Champions League

Håndboldokt. 09 , 10:00
Nordmændene havde håbet på en tæt kamp i Champions League, men efter få minutter kunne alle se, at det her blev noget helt andet.
Onsdag aften blev ”Slaget om Norden” i Trondheim lidt af en ensidig affære, da Aalborg Håndbold var overlegne i stort set alle spillets faser og overlegent vandt 35-26 over de norske mestre fra Kolstad.
Kampen startede ellers jævnbyrdigt, hvor hjemmeholdet var i front efter få minutter, men danskerne tog hurtigt styringen med en solid defensiv og stærkt målmandsspil fra Niklas Landin.
Kolstad havde ellers håbet på en festlig aften, da der både var fuldt hus, og deres tidligere spiller Sander Sagosen gjorde comeback i hallen med sin nye klub.
Aalborg viste imidlertid fra begyndelsen, at de var kommet for at hente to point.
Da Kolstad fik en tidlig udvisning, straffede danskerne det effektivt med hurtige gennembrud og kontante afslutninger.
Efter ti minutter var gæsterne foran 5-3, og selv om nordmændene holdt sig inde i kampen i perioder, manglede de evnen til at udnytte deres muligheder.
Landin og Arnoldsen viste vejen
Det var tydeligt, at Aalborg var spilstyrende i kampen.
Landin havde 14 redninger, og ifølge Ekstra Bladet holdt han Kolstad fra at finde rytmen i store dele af kampen.
Samtidig styrede Thomas Arnoldsen offensiven og blev topscorer med otte mål.
Hver gang Kolstad nærmede sig, svarede Aalborg igen med et ekstra gear, især i kontraspillet.
- Jeg synes, vi vinder fortjent. Det var sjovt at være tilbage i Trondheim, sagde Sander Sagosen til NRK efter kampen, hvor han markerede sit comeback med tre scoringer.

<i>Se højdepunkter fra kampen.</i>

Sagosen var tidligere var en del af Kolstads storstilede projekt, og han fik et varmt gensyn med sin gamle hjemmebane.
Han måtte dog også erkende, at det var hans nye hold, der havde greb om begivenhederne.
Kolstads Simen Lyse havde dog en anden opfattelse.
- Jeg synes, resultatet lyver lidt. Vi spiller fint til tider, men brænder for meget, sagde han til TV2 Norge efter kampen.
Og netop ineffektiviteten blev afgørende, for Kolstad havde chancer nok, men de mødte konstant en Aalborg-mur, der ikke ville give sig.
Dansk overtag hele vejen
Ved pausen var stillingen 17-12 til Aalborg, og efter få minutter af anden halvleg var kampen reelt afgjort.
Nordmændene forsøgte med syv-mod-seks og nogle hurtige angreb, men Landin fortsatte med at frustrere dem, mens Arnoldsen, Mads Hoxer og Juri Knorr holdt tempoet højt.
Mod slutningen sendte cheftræner Simon Dahl flere reserver på banen, og både Patrick Helland Anderson og Alexander Blonz kvitterede med scoringer.
Da Landin greb et norsk skud og kastede bolden direkte ned i et tomt mål til 30-22, stod det endegyldigt klart, at Kolstad var løbet tør for ideer.
- Det var en hård omgang mod et af Europas bedste hold. En fysisk maskine fra Danmark, og de vinder fuldt fortjent med ni mål i dag. Vi må en tur i styrketræningslokalet og komme i gang, sagde Kolstads træner Stian Gomo Nilsen efterfølgende.
6.094 tilskuere i Trondheim Spektrum måtte nøjes med enkelte lyspunkter fra Simen Lyse og Adrian Aalberg, der blev norske topscorere med fem mål hver, mens Aalborg-mandskabet roligt lukkede kampen af.
Fra Aalborgs træner Simon Dahl lød der anderledes positive toner end fra den norske bænk:
- Vi stod virkelig godt i forsvaret, og Niklas Landin spillede en fremragende kamp i målet. Uanset hvem vi satte på banen, leverede de stærkt. Vi var et langt bedre hold end Kolstad i dag, og det er aldrig nemt at vinde på udebane i Champions League, så vi er meget tilfredse.
Sejren betyder, at Aalborg nu står med seks point efter fire spillerunder i Champions League og fortsat kun har tabt til Füchse Berlin.
Næste europæiske opgave for nordjyderne bliver på hjemmebane mod Dinamo Bucuresti, men inden da venter en ligakamp mod Grindsted.
Mest læste

Loading